Sæsonafslutning 2011

Af: Mads Brinkmann Pedersen

Lørdag morgen var denne sæsons sidste tur og det er altid specielt, fordi man nu gør tingene for sidste gang i et stykke tid. Det er som om indtrykkene hæfter til mere til ens hukommelse. Som om ens opmærksomhed er ekstra skærpet, fordi det gælder om at indfange alle indtrykkene, inden de er væk.

Det lykkedes mig alligevel at få det meste rigget til ude på pladsen, før jeg så, at en fritidsfisker havde sat garn under 10 meter fra mine lokkere yderst til højre for prammen. Heldigvis havde hverken anker eller lokkere sat sig i garnet, men jeg ville ikke spilde tid med at flytte hele setuppet. Men det blev alligevel lidt klemt sammen, da jeg ikke ville have ankertov eller lokkere til at krydse garnet.

Ænder var der. Det rappede af og til længere inde, og inde ved kysten ca 150 meter væk svømmede der af og til mindre flokke af gråænder forbi. De var dog ligeglade med både lokkere, wind duck og kalden. Ude på vigen trak hvinænderne forbi, men de havde tydeligvis ikke lyst til at nærme sig deres artsfæller af plastic.

Fritidsfiskeren kom i sin jolle og skræmte en hel del gråænder og hvinænder på vingerne, uden at det gav anledning til noget.

Han halede sine tomme garn ind og forsvandt i samme retning, hvor han kom fra.

Min tiltro til projektet var dog svundet en del, da ænderne tilsyneladende havde samlet sig i en stor flok langt fra mig, da jeg ude på vigen fik øje på tre skalleslugere, der begyndte at dreje over mod mig.

Jeg skyder ikke skalleslugere, og betragtede ganske afslappet, hvordan de trak ind mod wind ducken og mine nye gråandelokkere. Ca 70 meter fra mig går fejltagelsen op for mig. Det er ikke skalleslugere, men tre fuldfede gråænder, der kommer 1-2 meter over fjorden skråt ind fra venstre. Helt perfekt til en højreskytte.

Inde på 20 meter havde de endnu ikke anet uråd, og det var således ingen sag at rejse sig og fælde den bagerste i første skud. Jeg trak frem mod den anden, men det blev ikke til den oplagte double.

Af sted ud i den lidt stride sydøstlige vind og hurtigt tilbage på snoren, da skuddene havde fået en hel del ænder på vingerne. Fingrene var efterhånden godt kolde og jeg havde netop skænket en kop kaffe, da der pludseligt kom to gråænder mere med en fin højde og retning. Med byen som baggrund havde de sneget sig tæt på mig, før jeg så dem, og derfor fik jeg hverken kaldet eller afgivet et fornuftigt skud da de passerede et pænt stykke ude til venstre

. Hvinænderne havde trukket frem og tilbage i større og mindre flokke. En enkelt udfarvet hvinand havde vist klar interesse for mine lokkere, men den slog af, inden den for alvor kom på skudhold. Kort tid efter strøg en hvinand hun forbi mig på venstre side på 15 meters afstand med god vind i ryggen. Hvinænder og bagskud er min verden ikke en god op te, så jeg skød ikke. Som jeg havde håbet, krængede den sig skarpt rundt i vinden og trak lige ind i lokkerne. Wind ducken stod i vejen, og der var ikke mulighed for skud, inden den satte sig. Jeg rejste mig, anden lettede og da den var trukket fint forbi windducken, traf jeg den hårdt i første skud. Den gik i bølgerne og jeg afgav straks første fangstskud uden effekt. Heldigvis fik jeg den affanget kort efter.

Den næste kop kaffe gjorde godt for de kolde fingre. Jeg havde ikke flere tørre handsker, så tiden nærmede sig sæsonafslutningen. Idet jeg tog beslutningen om at pakke, satte jeg mig op i prammen og kunne se, hvorledes endnu en hvinand lavede samme nummer som den første. Skarpt højresving ude fra vigen med vinden i ryggen og så ned i lokkerne. Denne gang stod windducken ikke i vejen og derfor pakkede anden fint sammen.

Derefter blev geværet knækket, lokkerne stuvet sammen og så var der bare at padle tilbage til bilen, til varmen og hjem til drømmene på septemberjagter på tidlige morgener uden vanter og frost men med hurtige krikænder.

MB