Hvorfor nu det?

Af: Claus Lind Christensen

Datteren og jeg havde lige været hos den lokal købmand, der ikke ligger så langt fra sommerhuset, og da vinden var i nordvest og det blæste ganske godt tænkte jeg at jeg hellere måtte en tur ned til fjorden for at se om hvinænderne var kommet, for ved den vindretning kendte jeg et sted hvor de ofte gerne ville ligge i læ for vinden.

Datteren på 5 morede sig kostelig over køreturen ned til vandet, ikke fordi der var så meget at se på, men fordi vejen var hullet og det nærmest minede om en tur i tivoli. Nede ved fjorden, slap mit fokus datteren da jeg så de mange små klatter af fugle der lå ude på fjorden. Kikkeretn blev fundet frem og ja, det var hvinænder og de var kommet. Fra mit første stop kunne jeg se omkring 150 ænder, men da jeg kørte lidt længere frem, for at få et endnu bedre overblik. Da jeg runede hjørnet, hvor vejen var ganske tæt på fjorden, lettede de. Flokken på omkring 1000 hvinænder, kunne bestemt ikke lide synet af en bil så tæt på dem. Jeg slukkede hurtigt motoren, og lyttede, og på trods af den hården vind, kunne jeg sidde med lukkede øjne og høre den fantastiske lyd af de mange vinger. Jo, hvinænderne var kommet til Danmark, og datoen var den 26. oktober.

Efter at have studeret hvinænderne lidt, greb jeg telefonen og ringede til Brian for nu skulle der lægges en plan for lørdagen. Brian driver jagtforretningen Jyskfritid.dk, og her skulle han naturligvis være i butikken om lørdagen, men efter lidt regnen frem og tilbage kom han frem til at han godt kunne nå med på en kort tur, men han skulle lige have vendt det med fruen i huset og så ville han vende tilbage, hvilket han også gjorde men det var en besked sent på aftenen om at han forventelig kom, men at jeg lige fik en SMS om morgenen hvis han skulle med. Det er ikke sådan at have butik.

Aftenen før havde jeg kørt prammen til fjorden, så jeg skulle bare hoppe i vaderserne, og tage regnjakken på, hvorefter jeg kunne gå de 3-400 meter ned til prammen om morgenen, og da jeg ikke havde hørt fra Brian var jeg indstillet på at jeg skulle ud og se på hvinænderne alene.
Lige som jeg skulle til at trække prammen i vandet, kunne jeg svagt høre mobilen der bilede nede i den vandtætte kasse. Det var Brian der lige ville sige at han var på vej, og han regnede med at lande på stranden inden for 10 minutter. Godt så, så kunne jeg sætte mig og slappe af lidt, og nyde den fine stjernehimmel.

Da Brian ankom, blev prammen hurtigt smidt i vandet og vi var på vej, mod årets første hvinandejagt, hvilket altid giver en god fornemmelse i kroppen.

Vinden var stadig nordlig, men svag så vi havde lidt diskussion om hvor vi skulle placere os denne morgen, men det endte med at vi lagde os nogenlunde i nærheden af hvor jeg havde set ænderne ligge dagen før, men dog lidt mere ude på det åbne vand. Brian ville dog have været lidt længere mod nord, men han lod sig overtale, for nu havde jeg jo set hvor ænderne lå sidste dag.

Det blev skydetid, det blev solopgang, og vi så ingen ænder, og her lå vi og kiggede undrende på hinanden, for hvor var alle ænderne. Ja, Brian var et kort øjeblik lige ved at beskylde mig for at have kørt spritkørsel dagen forinden da jeg så de mange ænder.

Vi ventede og vi ventede, men lidt efter solopgang dukkede de første småflokke op, og de smed sig på vandet lige der hvor Brian havde foreslået vi skulle ligge denne morgen. Der lød nogle gryntelyde over fra ham, hvorfor jeg hurtigt foreslog at vi måske skulle skifte plads i en fart.

I en rasende fart blev den ene stribe lokkere hevet indenbords men Brian var nu færdig noget før mig, og var snart på vej nord over. Da jeg var hav færdig kom en hvinand ræsende, den ville nok ikke opholde sig sammen med de andre, hvilket blev dens død, at jeg hastigt fik geværet frem og fik hold på den. Årets første hvinand.

Da jeg nåede op til den nye plads, var Brian næsten klar, og nu var der efterhånden en del ænder i luften. Da den sidste stribe lokker gled i vandet, tak en enlig hvinand ind over lokkerne, og jeg var klar. Jeg traf anden men den fløj videre, og andet skud havde ingen effekt. Anden fløj 100 meter hvorefter den gik i vandet, og den var ikke død.
Ankertovet blev sluppet, og årene fattet og af sted det gik mod anden der lå og skulede efter prammen der nærmede sig. Inden jeg kom på skudhold dykkede den, og da den kom op faldt skudt prompte, men anden dykkede igen. Sa… ! Nye patroner kom i geværet, og jeg roede i den retning hvor jeg forventede at den kom op. Men ingen and viste sig. Æv, havde den snydt mig og dykket i en anden retning? Svaret kom, for pludselig spottede, jeg anden ude til venstre hvor den lå og flød rundt på vandet, og den var dø, så jeg måtte have truffet den med mit fangstskud.

Godt overophedet nåede jeg tilbage til ankertovet, hvor jeg satsede på at det lige ville gå mindst 5 minutter inden den næste and ville indfinde sig. Det kom også til at holde stik, ja det vil sige at der var ænder i luften rundt om os, men de ville ikke slå på lokkerne, der var et eller andet galt for de slog af ude på 50 meter. Sådan lå vi nogen tid, men Brian fik dog to chancer som blev udnyttet, men det var ikke chancer hvor de slog rigtigt på lokkerne. Jeg fik dog en enkelt chance, hvor en enlig hun kom godt ind over lokkerne.

Nu var klokken 9.30 og det var tid for at Brian skulle pakke sammen, da han jo skulle hjem til butikken og handlende jægere.
Knap havde Brian nået kysten før end den en hvinand hang over lokkerne, som blev min nummer and nummer fire den morgen. Nu gik det stærkt, for knapt havde jeg hentet anden før end jeg fik endnu en hvinand.
Der var mange ænder i luften og hovedparten kom bag fra, og fortsatte længere ind på fjorden, men en flok skalleslugere følte sig fristet af lokkerne, og vred rundt i en bue, og tog kurs mod lokkerne.
De kom ret mod mig, og de kom helt ind, hvor jeg holdt til den nærmeste som nu var kun 15 meter ude. Hvad der gik galt ved jeg ikke, men den blev ikke ramt, i første skud, men i andet gik den i vandet. Æv, der havde jeg lige sat næsen op efter en dublet.

Sådan forsatte det, med at mange ænder fløj forbi mig, men fra tid til anden var der en and der slog på lokkerne og i løbet af relativ kort tid havde jeg 9 fugle i prammen.
Da jeg havde lovet konen at være tilbage kl. 11 så det var efterhånden tid for at pakke sammen, hvor jeg langsomt begyndte at hive lokkerne hjem. Det gav da også et par chancer, på trods af at jeg lå og roede rundt med lokkerne.

Det var ikke alle chancer der blev udnyttet men jeg fik dog en mere så jeg var på 10 fugle, hvilket ikke var dårligt så tidligt på sæsonen.
Da der kun lå en stribe ænder tilbage ude i solen, opdagede jeg pludselig at der var en and der lå lidt for sig selv, og da mine knuder på lokkerne ikke plejer at fejle noget, så gik det op for mig at en hvinand havde sneget sig ind med solen i ryggen. Den blev hvinand nummer 10 i prammen, inden jeg hev ankeret og den sidste stribe lokkere, hvorefter jeg kunne begive mig ind til stranden.

På vejen til bage kunne jeg undre mig, mig over hvorfor de ikke ville slå på lokkerne da Brian var der, men jeg så frem til en telefonsamtale med ham, for næst efter egen lykke kommer andres ulykke. Ja, det er ikke noget som lidt kærlig drilleri mellem venner.