Så var gulvet vasket. November 2009

Af: Claus Lind Christensen

Gulvspanden og skrubben blev sat i skabet som et punktum for en god weekend i det vestjyske. De andre havde for en lille time siden forladt sommerhuset, og nu kunne jeg lige ligge på sofaen i ti minutter inden konen ville komme og hente mig og hunden.

Jeg kunne endnu en gang se tilbage på en weekend, som var forløbet godt, en weekend hvor den havde stået på kammeratlig hygge, god jagt, godt mad, slet og ret et driverliv når det er bedst.

Liggende i lædersofaen, kunne jeg reflektere over de to dage hvor vi havde været på fjorden både lørdag og søndag morgen, hvor vi havde fået lidt over 50 ænder tilsammen, så det kunne ikke betegnes som et dårligt resultat, om end fordelingen mellem os var lidt skæv, men sådan kan det være, på trods af at vi forsøgte at fordele os således, at alle skulle have en fair chance for at få ænder på tasken.

Jeg havde medbragt Mopaen, til at trække os ud med, men vinden var i øst, og der havde den stået i nogle dage, så vandstanden var faldet ganske drastisk i fjorden. Planen var derfor at Brian og jeg der havde motor på prammene, skulle trække de øvrige ud. Denne plan var dog blevet amputeret lidt, da Brian havde valgt at tage boblen med. Her valgte han og Carsten, så at tage den inderste plads i fjorden. Lars havde en plads på den anden side af fjorden, som efterhånden var blevet "hans," og den var inden for ro afstand, så der tog han over.
Tilbage var der Martin, Heine, Thomas og undertegnede, hvor de tre blev spændt efter langelænderen der nu var udstyret med en 2,3 hk motor. Den sled godt i det, og egentlig burde vi nok have fattet årene denne morgen, for aftenen før havde Thomas lavet stribet flæsk med persillesovs til os, som må siges at være noget af en herreret. Jeg kunne i hvert tilfælde mærke fedtet rumle i livet.

Martin var den første der blev sat af, og Heine som nummer to ca. 500 meter fra Martin. Thomas som nummer tre længere mod nord, så da jeg selv kastede anker, var jeg efterhånden kommet ca. 3 km. hjemme fra, men den lille motor havde klaret det godt på trods. Jeg havde nemlig fået hældt for meget motorolie på den, men jeg skulle jo lige lære den at kende, da det er min første 4-takter.

Da jeg gjorde klar til, at få mig lagt på plads kunne jeg høre at hvinænderne rørte på sig i mørket. Jeg havde tilsyneladende ramt et område hvor de havde været om natten, men så vidt jeg kunne høre, så fløj de ikke så langt, så jeg forventede, at jeg ikke havde skræmt dem helt væk.

På helt vanlig vis blev lokkerne lagt ud, og jeg var klar ca. 3 kvarter før solen stod op, hvilket var tids nok, da hvinænderne jo ikke er kendte for at stå tidligt op, så der var god tid og jeg fik da også mulighed for at ligge lidt på ryggen og slappe lidt af inden de første enkelte hvinænder begyndte at røre på sig.
De første ænder var ikke i nærheden af mig, men jeg forventede at jeg nok skulle få mine chancer, og knapt havde jeg tænkt tanken, da jeg hørte vingeslag fra hvinænderne ud på min venstre side, og inden jeg viste af det, landede den første mellem mine lokker, som blev efterfulgt af tre andre.
Et lille råb og de var på vingerne, men de skulle lige have lov til at komme fri af lokkerne. Det og mange andre undskyldninger gjorde, at jeg skød noget så grundig forbi.
Jeg skulle ikke vente længe, før end en enlig hvinand, kom ræsende ind over lokkerne, hvor den sted op til venstre til et perfekt skud, men heller ikke den and fik jeg ram på, hvad der lige gik galt ved jeg ikke.

Skuddene havde for alvor sat gang i ænderne, og der trak rundt på fjorden i store flokke hvor hovedparten trak bag mig, og indad i fjorden, ind mod de andre, som lå klar til at modtage dem.

Der begyndte også at lyde skud derinde fra, og som forventet, kom der også ænder retur efter de var blevet skudt på, der var trods alt fløjet flere fugle derind, end de kunne nedlægge.
Her var det at jeg håbede på, at de ville komme så jeg fik nogle chancer, og de kom da også med kurs mod mig, men de kom alt for højt, så de værdigede ikke mine lokker et eneste blik.

Der kom en flok, der kom en and, der kom fire ænder men de kom alle for højt. Med et kom der dog to hvinænder, lavt ind fra venstre, og på bedste hvinandemanner, der kastede de sig ned i lokkerne, her fandt jeg hurtigt den første, som efterfølgende slog smurt hen over vandet, og det andet skud brændte jeg. Her er spørgsmålet, hvor kan man ramme sådan en and, der kommer i høj fart og flaksende ned over lokkerne, frem for ænder der kommer perfekt ind over lokkene?
Jeg fik ikke lov til at tænke meget over det da den næste chance indfandt sig. Igen en god chance der blev misbrugt, og det blev de to efterfølgende i øvrigt også. Nu var jeg ved at være lidt frustreret, men den sidste and gav mig svaret på hvorfor jeg skød forbi, for jeg konstaterede at jeg slet ikke skulderede geværet godt nok, så jeg rent faktisk sigtede lige ind i sigteskinnen, hvilket resulterede i at jeg skød over anden.

Den næste and, var en høj overflyver, her tog jeg mig sammen, og fik den skulderet godt, trukket godt frem og den prakkede som var den en fasan, der var skudt på en klapjagt. 75 meter uden kunne jeg hente anden stendød, så der havde været fart på.
Bedst som jeg havde koblet mig på ankertovet, kom endnu en and ind til lokkerne, og igen koncentrerede jeg mig om at få ordentlig hold på anden og det lykkes, den gik stendød på vandet. Nu kunne hvinænderne bare komme an, nu var jeg klar, men det skete ikke. Trækket gik med et i stå, og der var stort set ikke en and og se i miles omkreds. Underligt for klokken var ikke så mange. Ok, jeg havde fået 3 ænder, men det var i 7 chancer hvilket ikke var så godt.

Der blev skudt lidt, nede hos de andre, og vejret var godt, så det var bare at lægge sig tilbage og nyde denne morgen, selv om det så ud til at trækket var gået i stå i min ende af fjorden denne morgen.

Plump, uden varsel sad der en hvinand mellem mine lokkere. Jeg havde ikke set den før end den var der, men den var nok kommet ind med skoven i ryggen. Jeg tænkte lidt på de første jeg skød forbi til, som havde sat sig mellem lokkerne, men denne gang lykkes det.
Dette skulle blive signal til, at ænderne for alvor ville flyve igen, for i løbet af den næste time, fik jeg ikke færre end 14 ænder i prammen, således at jeg kl. 10.30 kunne knække geværet og sige stop, nu har jeg fået nok. Jeg tror egentlig, at det var en af de dage hvor ænderne ville trække i rigtig lang tid, men jeg havde fået nok. Jeg fik pakket sammen, og fik motoren hentet og monteret, hvorefter jeg begav mig ned mod Thomas, som var den første der skulle samles op. Nu var det spændende om de andre havde haft lige så meget held som jeg.

Thomas havde haft ild i røret, men ikke lige som jeg. Det var blevet til 3 hvinænder, og lidt forbier. Bedst som jeg ligger lige ved siden af ham, kommer der helt uden varsel en hvinand og smider sig midt i lokkerne, og han kan ikke skyde for mig i første omgang, da den letter, men den trækker fri af mig, blev den Thomas' and nummer fire.
Heine, som var den næste i rækken, var næsten færdig med at samle sine lokkere ind, da vi nåede frem, og han havde haft lidt flere chancer, og havde fået otte ænder i prammen, men også nogle fæle forbier, men da det var to år siden han havde været i prammen sidst, så mente han at havde en lovlig undskyldning. Martin havde fra sin Kojak, fået tre, og der var vist også brugt mere end 3 patroner, så status fra det yderste hold var at vi havde fået 33 ænder tilsammen, og nu skulle vi bare ind til land for at se hvad de tre andre havde fået.

De andre var nået i land og frem til sommerhuset, hvor de var i gang med at forberede frokosten, hvilket efterhånden var tiltrængt. De havde derimod ikke haft det store held med jagten, da langt hovedparten af hvinænderne havde vendt rundt 3-400 meter ude foran dem, for at trække ud af fjorden igen. Brian og Lars havde dog fået en enkelt and hver, men Carsten havde kun fået en chance til en krage. Det var som om der hvilede en forbandelse over Carsten, for heller ikke sidste år havde Carsten fået ænder på fjorden, og det med kragen fik konsekvenser.

Frokostbordet var som altid overfyldt, og der var et rigt udvalg, samt et par gode snapse, som passede perfekt til efterårsvejret, som faktisk artede sig fra den pæne side, hvilket kom mig til gode efter frokost, for her fandt jeg en hængekøje frem, samt et par dyner, for der er nu ikke noget som at få sig en eftermiddagslur under en smuk efterårshimmel, hvor bladene bliver gyldne.

Det var dog ikke alle der sov, for arbejdet kaldte for Brian i jagtbutikken, og Thomas og Lars var nysgerrige efter at se hvordan han havde fået sig indrettet, så de forsvandt et par timer. Dette resulterede da også i at de fik varmet lidt op under Dankortet, samt at de fik købt lidt ind til kragemesteren.

Ud over at det var en tradition at vi mødes denne weekend, så var den i år lidt særlig, for det var netop i denne weekend vi kunne fejre 10 års jubilæum for at Strandoghavjagt.dk så dagens lys. Dette gjorde vi lørdag aften, hvor menuen stod på Bekkasin til forret, vildsvind til hovedret og en god klæbrig chokolademousse, samt tilhørende vine. Der var heller ikke nogen, der denne aften gik sulten i seng, så oven på maden og den friske luft, var der ingen der havde problemer med at sove den nat.

Som de sidste år, var der relativt ro ved morgenbordet om søndagen, for der var trods alt ingen der havde fået tilstrækkelig med søvn, men op kom vi, for endnu en jagtdag lå foran os.

Brian havde fået byttet rundt på prammene, således at han nu havde medbragt den store pram med en lille påhængsmotor, så nu kunne vi alle komme op i den dybe ende af fjorden. Jeg tog Thomas og Lars på slæb og Carsten og Herine kom efter Brian.

Brian og Carsten der ikke havde været voldsom med i festen dagen før, havde valgt at placere sig i nærheden, af hvor jeg havde godt held med hvinænderne dagen før. Heine var nogenlunde hvor han lå dagen før, og Lars skulle have været ind til land på østsiden, men jeg fik ham overbevist om der var for dybt, for han ville helt være hvor han kunne bunde. Han kom derfor med Thomas og jeg længst mod nord.

Vi fandt en plads til Lars inde under land, hvor jeg havde set en del hvinænder gå ned dagen før, og Thomas blev trukket lidt længere ud, og jeg placerede mig ude midt på den dybe del af fjorden. Igen var vi godt fordelt, så vi kunne dække fjorden godt af.

Hvinænder var der lige som dagen før nok af, men i dag fløj de ikke ind i fjorden, men derimod ud af fjorden, hvor Thomas, Lars og jeg så rigtig mange fugle, men de var ikke meget for at se på vores lokkere. Thomas fik dog nogle chancer til hvinænder, og jeg fik da også en toppet skallesluger og en hvinand, men ellers ville de ikke noget ud over at flyve forbi lokkerne i sikker afstand.
Efterhånden begyndte jeg at overveje at pakke, da formiddagen var ved at være gået og vi skulle også lige nå hjem til en fælles frokost, inden vi drog hver til sidst, men midt i disse tanker kaster en hvinand sig ned mellem mine lokker, hvor den forendte en meter over vandet.
Dette sender en del ænder på vingerne, så i løbet af få minutter får jeg endnu en chance, som jeg fik udnyttet.

Dette var min hvinand nummer 20 denne weekend, og jeg havde lavet en overenskomst med mig selv om at hvis jeg fik 20 hvinænder denne weekend, så ville jeg filme nr. 21 der svang sig ind over lokkerne. Det lykkes også, hvor resultatet kan ses her.

Dette skulle blive den sidste and over lokkerne, og der gik da heller ikke længe inden Lars ringede og foreslog at vi vendte næsen hjemad, så op kom lokkerne og Thomas og Lars kom på slæb.

På vejen hjem fik vi set lidt på det område, hvor Lars egentlig gerne ville have lagt fra morgenen af, altså det område jeg havde frarådet ham. Her måtte jeg måtte jeg sande, at jeg ikke kendte mit revir, for han kunne faktisk have lagt perfekt i forhold til en del af de ænder der trak rund, men skulle vinden gå i øst til næst år, så skal jeg ikke tale ham fra det igen.

De andre nåede i land, samtidig som os, hvor byttet kunne gøres op, hvor alle havde fået ænder undtagen Carsten...... Nu begyndte vi efterhånden, at tro på at heldet helt havde forladt ham, og der blev talt en del om vi ikke skulle sigte efter at få ham placeret godt i forhold til kragetrækket til næste år.

Mens frokosten blev fundet frem, blev prammene pakket på bilerne og det personlige grej blev pakket sammen, så vi var klar til at køre hvert til sit efter frokost, blev der også klargjort en overraskelse til Carsten. Mens han og Heine hentede de sidste to pramme, blev hans Mopa udsmykket, og omdøbt. En krage med udslåede vinger blev monteret og båden omdøbt til "Kragehytten". Det grænsede efterhånden til mobberri, men det var kærligt ment.....

Da frokosten var ryddet af bordet, var der kun gulvet tilbage som jeg tog mig af, og derefter fik jeg lige mine ti minutter på sofaen inden konen kom for at hente mig, oven på en herlig weekend i gode venners lag.