Nu skulle vi i gang. 1. September 2008

Af: Claus Lind Christensen

Planlægning er nøgleordet når den 1. september skal afvikles specielt når man som jeg har den tradition, at jagten skal foregå et sted hvor jeg ikke tidligere har været. Traditionen var også blevet udvidet således at CHC jeg drog af sted sammen, og da det var tredje år hvor vi startede sæsonen sammen, måtte det kunne betragtes som en tradition.

Som sædvanligt havde snakken den sidste uge gået frem og tilbage med hvor vi skulle hen, holdt op imod hvad vejrprofeterne lovede af vind. Dette års planlægning blev yderligere kompliceret af at jeg lovede Danmarks Jægerforbund pressemedarbejder, at forsøge at tage en journalist med ud således vedkommende kunne opleve det helt specielle ved sådan en september morgen. En opgave der ikke var helt nem, da det jo krævede mere planlægning da da journalisten skulle være et sted, hvorfra morgenen kunne opleves, liges om der skulle kunne tages nogle billeder. Her viste det sig at vi kunne få strikket en plan sammen for journalisten, men hun ville have en fotograf med, men da han ikke kunne være med hele morgenen gik planen i fisk, da vi denne morgen havde planlagt at jage ved en ø som lå et stykke fra land.

Journalist eller ej, vi fastholdt planen som denne gang var henlagt til det vestfynske, hvor vi håbede på at træffe en and eller to. Som altid drog vi hjemme fra aftenen før og for at finde en egnet rampe, havde jeg konsulteret Thomas der bor i området om hvor vi kunne sætte mopaen i vandet. Her var en forklaring ikke nok, næ han insisterede på at nå vi kom ned i nærheden af området, så skulle jeg ringe, for så ville han møde os og vise vej ned til vandet. Sikke en service.

Vel fremme ved det slæbested hvor vi havde planlagt at sætte båd og pramme i vandet, gik det op for os at der rent faktisk var pænt langt over til øen, så Thomas forslog at vi kørte videre til et andet slæbested, hvor der faktisk var bedre parkeringsforhold og lidt kortere at sejle.

Her blev alt udstyret hevet af trailer og ud af bilerne, hvorefter det gik ud i mørket, efter vi havde takket Thomas mange gange og ønsket ham knæk og bræk, for han skulle også på vandet den følgende morgen.

Vi begav og ud i mørket godt hjulpet af GPSen og nogle lys på den anden side af vigen som var sigtemærket for vores mørkesejlads. Denne sejlads var den første mørketur, jeg havde foretaget længe, så hjernen skulle lige indrette sig på det der foregik omkring en, men rutinen kom hurtigt og efter en halv times tid tonede øens silhuet frem i mørket.

Vandstanden var en kende højre end vi havde forventet, så der hvor vi havde planlagt, at placere os var ikke optimal. Vi ankrede derfor bådene op og greb en lygte og begav os hen ad stranden. Pludselig så vi en flok ænder ude på vandet i lygten skær, men i løbet af få sekunder blev det os klart at de på ingen måde var levende, det var lokkeænder.

På standen var der intet skjul og der var ingen pram i vandet, gad vide hvor folkene var. Efter at have afsøgt horisonten fik vi øje på en motorbåd længere ude på vandet, som lå for anker, hvor der var fortøjet to pramme til. Ok, der var de ejerne, de var bare kommet før os og havde sat sig på pladsen.

Vi gik tilbage til Mopaen og besluttede at sejle længere om ad kysten, hvor vi så ville finde en plads. Her fandt vi endnu et sæt lokkere uden mand, og da der her lå et ankertov uden pram, måtte det være en af de to som lå for anker 1½ km væk.

Klokken var mange så vi besluttede os for at blive på stedet og finde aftensmaden frem, som var slagterens Svenske pølseret, hvilket han bestemt godt kan finde ud af at lave. Efter en halv time var der spist og rydtet op, og vi var klar til at komme i poserne for at sovet nogle få timer, inden vi ville sejle videre om til en alternativ plads vi havde fundet på kortet.

Da mobilen ringede kl. 03.30 var det som om jeg slet ikke havde sovet, men på trods af træthed var det slet ikke problemer med at komme ud af posen denne morgen, vi skulle på jagt!
Poserne blev pakket sammen og vi fik stegt nogle æg og pølser til et solidt morgen måltid, for uden mad og drikke duer heltene ikke...

Vi skulle sejle en lille kilometer, hvorefter vi fandt spidsen vi havde planlagt at lægge os ved. Her var der ingen jægere, men der var ænder! Inde på land var der en lille sø, og da mopaen tog bunden, blev søen omtrent levende af gråænder. Vi kunne ikke se dem i mørket, men vi kunne høre dem, og der var mange, rigtigt mange. Selv om ænderne forsvandt i mørket var vores håb naturligvis at nogle af dem kom tilbage i løbet af morgenen og formiddagen.

Hastigt blev lokkerne lagt ud, og vi var klar, ja vi var meget klar!

Selv om vi var klar, så skete der ingen ting, slet ingen ting den første halve time. Da det lysnede så vi enkelte ænder og det lykkes da også at vende en gråand med lokkekaldet. Den vred sig rundt og tegnede til at den ville komme ind til lokkerne i min side, men som så mange gange før, blev gråanden mistænksom og smed sig 50-60 meter ude hvor den lå en rum tid og strakte hals. Efter lidt tid, valgte anden at fortrække, da det formodentligt gik op for den at artsfællerne på vandet ikke var virkelige.

Herefter så vi enkelte flokke trække forbi spidsen, men ellers var det meget tyndt med ænder og gæs så vi slet ikke. Op ad formiddagen kom en flok pibeænder, som vi fløjtede lidt efter hvilket også resulterede i at de vendte rundt, og tog kurs mod lokkerne. Igen slog de af for langt ude.