Spagettigarmene... 17. oktober 2008

Af: Claus Lind Christensen

Det var efterårsferie som stod i familiens tegn, men også lidt i jagtens tegn da vi var draget i sommerhuset et par dage, hvor fjorden næsten lå uden for døren.

En lille uge forinden havde jeg været på jagt i nabolaget, og havde også fået de første hvinænder. Dertil havde jeg også hørt om at der var nedlagt pænt med hvinænder i området, så forventningerne til et godt hvinandetræk var intakte da jeg den morgen vandrede ned til fjorden for at ro ud i mørket og vinden.

Vind var der nok af lige som der også var rigelig med vand inde i fjorden. Egentlig havde jeg regnet med at vade ud med prammen, da vandet normalt går til knæet eller midt på låret, hvilket jeg fandt lettere da jeg skulle bevæger mig ca. 1,5 km mod vinden som rev med en styrke på omkring 12-13 ms, og det var ret modvind.
Vandstanden var desværre steget omkring en halv meter, så nu var det pludselig ikke en fordel at vade mere, hvorfor der kun var et at gøre og det at fatte årene og tage fat.

Guderne skal vide at der skulle mange åretag til denne morgen, og da jeg nåede frem var kontorarmene også blevet påvirket ganske alvorligt, ja tanken ledte lidt hen på halvkogt spagetti, samt at der op af halsen på flydedragten stod en ram lugt af svedig en gnu.

Lokkerne blev lagt ud og intet skete....

Efterhånden som det lysnede var jeg spændt på hvor ænderne så trak, for de måtte da være på fjorden, men nej ingen ænder var at se, fjorden var som støvsuget for ænder. Ja det vil sige at en større flok skalleslugere kom dog i nærheden af mig, men trak venstre om mig i god afstand.
Bedst som jeg lå og gloede efter dem, så jeg pludselig ud af øjenkrogen at to pibeænder hang over lokkerne. Så kunne det ellers være at jeg kom ud af starthullerne. Første skud sad lige under ænderne der nu steg med raketfart, men andet skud var rettet bedre ind, for andrikken faldt død tilbage mod fjorden.

Nå det var godt nok hvinænderne jeg havde forventet, at få på tasken men en fin pibeand er nu heller ikke at foragte.

Igen blev der dødt omkring mig, og ænderne glimrede igen ved deres fraværd, men vejret var godt selv om det blæste lidt, hvilket også betød at morgensolen trykkede mig lidt på øjnene, hvor jeg fra tid til anden fik en lille lur.

Jeg sov dog ikke hele tiden, og da en stor flok skalleslugere tog kursen lige mod lokkerne var jeg klar. Helt nede ved vandet nærmede de 25 fugle sig mine lokkere, men til sidst trak de ud mod højre, hvor de passerede lige uden for skudhold. Bedst som jeg ligger og ærgrer mig over de ikke slog på lokkerne opdagede jeg en efternøler. En hvinand havde fulgt efter skalleslugerne, men den slog ikke af. Hurtigt kom jeg op af prammen, og i en støvsky af fjer tog den kursen mod vandet.

Kort efter kom endnu en hvinand, men den kom med skoven som baggrund og lidt skråt bag fra, så den opdagede jeg ikke før end den sad i lokkerne. Et lille "HEP" og den kik på vingerne, efterfulgt af to fine forbiere...

Herefter faldt fjorden helt til ro, og hvinænderne så jeg ikke mere til, så forventningerne om det store hvinandetræk udeblev godt og grundig.

Hjemturen gik modsat udturen helt fornøjeligt, for det var ret med vinden. Ja, jeg kunne sågar få plads til endnu en lur, mens jeg drev lige så stille af sted i vinden ned mod sommerhuset...