Regnbuen. 16. November 2008

Af: Claus Lind Christensen

Når man har slået sine folder på vandet gennem flere år, har man gennem tiden oplevet vejrets lune, hvor man til tide er blevet overrasket, både positiv og negativ. Denne morgen fik jeg en af begge slags.

På trods af at meteorologerne havde lovet kraftig vind fra vest, ville jeg en tur på fjorden, hvor jeg kendte et sted hvor jeg kunne ligge tæt på land, og lidt i læ, hvor jeg måtte nok forvente at strømmen ville løbe kraftigt hen over revet jeg ville placere mig ved.

Mine forudsigelser fik ret, og der skulle slides noget med årerne for at få lokkerne lagt ud, og et par stykker af striberne, ville da også stikke af, så jeg måtte ud og fange dem.

Hele arbejdet med at komme på plads og få lokkerne lagt ud tog noget mere tid en forventet, så det var blevet nogenlunde lyst da jeg fik koblet mig til tovet. Knapt havde ryggen ramt ryglænet, da den første edderfugl indfandt sig. Bang og den gik dødskudt i baljen og det stod klart at jeg ikke denne dag ville komme hjem uden vildt på tasken.

Efter at edderfuglen var hentet og jeg var kommet på ankertovet, viste den næste flok sig ude over fjorden. En flok på omkring 15 edderfugle havde kurs mod lokkerne. Hvor de kort efter hang over lokkerne, og jeg fik nummer to edderfugl.

Nu begyndte hvinænderne at røre på sig, og et par stykker kom susende hen over fjorden, men de var noget mistænksomme over for lokkerne og holdt sig på god afstand. Efter lidt tid var der dog en fin andrik der kom højt ind over lokkerne, men på tilpas afstand, hvorfor et skud sendte dødskudt videre mod vest som en lille kommet.

Vinden var taget lidt til og der var nu mindre skumtoppe ude over fjorden, men jeg lå godt på revet, på trods af at det rev lidt i lokkerne, og en enkelt stak af, so jeg midt i trækket måtte ud og hente, Selv om jeg lå der og roede rundt, så forhindrede det mig dog ikke i at få en enlig ung edderfugl ind over lokkerne, som skulle blive den fjerde ful der gik i baljen.
Trækket af ænder fortsatte, hvor hvinænderne holdt sig på sikker afstand, men edderfuglene kom endnu en gang ind over lokkerne, hvor nummer fire edderfugl kom i prammen, så jeg nu havde fem gode fugle.

Hvinænderne havde jeg håbet lidt mere på, men de ville ikke rigtig, men bedst som jeg lå og undrede mig over de ikke ville slå på lokkerne kom en ung hvinand ræsende skråt bag fra, hvor den elegant slog ind over lokkerne. Her kom den som en hvinand kan komme bedst, men det forhindrede mig ikke i at lave to elegante forbier.
Dette gentog sig to gange mere, at der kom hvinænder bag fra som slog godt på lokkerne, forskellen på den første chance var bare at jeg ikke skød forbi.

Mens jeg lå og godtede mig over hvinænderne der lå i prammen, fik jeg øje på en flok ænder der kom ind mod mig lige mod vinden. Flokken tog en kurs hvor det så ud til at de ville trække langt uden om mig. Det var en flok skalleslugere, og da de var på højde med lokkerne, drejede hele flokken 90 grader ind mod lokkerne hvor de kom ind på stive vinger. 15 meter ude tog den første vandet og da den drejede af tog nummer to vandet. Ni fugle i prammen!

Tre arter en morgen hvor jeg egentlig ikke havde forventet andet et par ænder, på en relativ kort jagt, det var ikke så dårligt, hvorfor jeg syntes jeg fortjente det sidste af madpakken.

Da den sidste bid var væk, så jeg en hvid plet ude over fjorden. En udfarvet edderfugl, som havde kurs lige mod lokkerne. Den vaklede ikke i kursen, som den holdt lige til den hang over lokkerne hvor den forendte.

Dette var signal til opbrud, selv om jeg sikkert kunne få en and eller to mere denne morgen.Lokkerne blev hevet ind under nogen besvær for vinden var efterhånden blevet halv kraftig, og strømmen ud af fjorden rev godt i prammen, men ind kom lokkerne. Da jeg fangede den sidste stribe lokker, ”tændte” en regnbue på himlen.
Den stod som en smuk portal hen over fjorden hvor farverne stod klar. Bag var kontrasten, himlen var mørk og ond, og der var ikke tvivl om at det var en regnbyge, som ville bringe både vand og kraftig vind med sig. Et kort øjeblik, tænkte jeg på at finde kameraet der lå i sin kasse, under fordækket frem, men jeg var klar over at jeg ikke havde megen tid inden bygen ramte mig. Hastigt blev de sidste lokkere hevet ind og da jeg halede ankeret ind, kunne jeg se en byge nærme sig, for efterhånden som den kom frem, blev fjorden hvid af små bølger, hvor toppene blev flået af og omdannet til hvidt skum.

”Muren” var 500 meter fra mig da jeg begyndte at ro de små 500 meter ind til bilen, og jeg var klar over at den ville ramme mig inden jeg nåede land. Jeg var klar over, at de ikke ville komme de store bølge, men det ville komme til at hive godt i prammen. Ankertovet blev lagt så jeg smide anker hvis ikke jeg kunne hamle op mod vinden, men ellers sled jeg i årene det bedste jeg havde lært.

Vinden ramte hårdt, og der skulle lægges kræfter i for at drive prammen mod land, men som jeg havde gættet på så var der ikke bølger af betydning, men jeg kom langsomt ind mod stranden, som jeg ramte efter at have arbejdet med årerne i ca. 15 minutter.

Godt udkørt, med et par pumpende arme, kunne jeg se himlen lysne op og regnbuen forsvinde, sammen med at vinden lagde sig og fjorden igen blev rolig og normal. Sjovt med det lunefulde vejr.