En plads i hjertet og test af kamera

Af: Claus Lind Christensen


Posten havde få dage før denne jagt, været forbi med mit nye legetøj. Et videokamera til at montere på geværet. Ikke et kamera der kunne lave film der ville indstille mig til en Oskar for bedste teknik, men den ville efter min bedste overbevisning kunne vise lidt om hvad der foregik foran mundingen på mit gevær.

Hans der var med mig denne morgen, driver ikke selv pramjagt, ud over den ene gang han er med mig på vandet, men efter at han har været med i en del år og vi har fået opbygget en god tradition, så klare han sig efterhånden ganske godt i prammen, hvor der ikke længere går fisk i udlægningen af lokkerne.

Denne morgen havde jeg fået udstyret skallen med en lille 4 takts motor, som spindende trak os ud til pladsen hvor vi forventede at møde lidt edderfugle.

Ud med lokkerne og på med det nye legetøj, og så kunne fuglene sådan set bare komme – men intet skete!

Normalt var der godt med edderfugle i området men ikke denne morgen, men enkelte fugle var der da, men de trak meget længere inde mod land.

Ind i mellem kom der trods alt en edderfugl eller to ud i nærheden af lokkerne, men det var også kun i nærheden, for slå på lokkerne ville de ikke. Sådan lå vi længe uden at de kom i nærheden. Kameraet blev dog tændt flere gange, men hver gang måtte jeg slukke det med uforrettet sag.

Til sidst lykkes det dog, ikke at få filmet en edderfugl der blev nedlagt, men at nedlægge en edderfugl. Desværre kom den i min side, for jeg ville helst have at Hans fik sig nogle ænder denne morgen, men sådan skulle det ikke være til en start.
Efter nogen tid blev det dog Hans’ tur da han i to chancer inden for meget kort tid fik nedlagt to edderfugle, hvor jeg også fik yderligere en edderfugl.

Herefter gik trækket helt i stå. Ja, det vil sige at vi langt ude over revet kunne se og høre adskillige havlitter ræse rundt og hvor andrikkerne i gjorde deres for at imponere hunnerne.

Enkelte gange var der flokke af havlitter der kom ind i nærheden af os, men slet ikke nær nok, så det blev til en afslappende morgen.

Efter at have set på havlitternes kurmageri, slog det mig, ”hvorfor tager du ikke, og lader Hans passe lokkerne, og suser derud af i prammen?”. Det var Hans helt med på, så ankertovet blev sluppet og motoren startet, hvorefter det støt og roligt gik ud over revet.
Snart fandt jeg de første havlitter på vandt, men jeg kom lidt dårligt for de første hold så de stak af lidt for langt ude.
Efter lidt tid fandt jeg dog et par der lå godt i forhold til vinden så jeg kom godt rundt i forhold til dem. Denne gang blev kameraet tændt i god tid, og filmklippet taler for sig selv. De var kun 20 meter ude.


Skuddene sendte flere havlitter rundt om mig på vingerne, og pludselig skulle jeg være mere end vågen, for nu var der gang i festen. De kom flyvende forbi mig fra alle retninger, og der var da også et par stykker der var på skudhold og væk igen inden jeg så meget som nåede at tænke på at få geværet i hånden.

Til sidst lykkes det, da jeg på afstand ser en andrik, tage kurs lige mod prammen. Her når jeg at få geværet op, med det resultat at andrikken med sin lange hale på det nærmeste slog koldbøtter hen over vandet.

Så var det lige som om jeg fik hul på bylden og i løbet af lidt tid, blev det til en del chancer, hvor det både var på opfløj og overflyvere, som jeg fik skud til, så i alt havde jeg pludselig 5 havlitter i prammen.

Nu var jeg efterhånden kommet langt ud, og besluttede mig til at vende om for at sejle ind til Hans igen, og selvfølgelig skulle der også ses efter en havlit på vejen ind igen.

De var der. Efter lidt sejlads, få jeg øje på en god flok hvor omkring 15 andrikker kæmpede om en and’s gunst. De var så opslugt af kampen, at jeg kom helt ind på 5 meter af flokken, hvor jeg ligefrem måtte råbe ad ænderne for at få dem til at lette. Her lettede de i en stor forvirring, hvor jeg brændte to oplagte chancer. Nok havde jeg 5 havlitter i prammen, men dette var for meget.

Hunnen fløj naturligvis væk fra båden, men fløj kun omkring 300 meter hvor hun smed sig på vandet, og straks var de første andrikker omkring hende igen.

Ved lav fart forsøgte jeg mig igen, selv om jeg egentlig ikke regnede med at jeg endnu engang ville få chancen, men prøves skulle det. På vej ind til den lille flok, kom de resterende andrikker dryssende, hvor de var fuldstændig ligeglade med min tilstedeværelse, og da jeg er inde på ca. 10 meter af flokken, kommer endnu en hormonfyldt andrik, som bliver fanget af kameraet.


Efter at denne andrik var kommet på vandet gentog det sig en gang til. Igen sejlede jeg helt ind til fuglene, der lettede på 10 meters afstand. Igen måtte en andrik i vandet, men her ramte en ærgrelse mig, hvorfor skulle jeg nu lige skyde denne and, for hvornår ville jeg igen komme så tæt på legende havlitter, samtidig med at jeg havde kameraet med? Her var de ikke mit nye legetøj jeg tænkte på, men derimod mit spejlreflekskamera, der lå i kassen ved siden af.
Nå pyt et sluppet skud kan ikke hentes tilbage, og jeg fik da også samlet den døde andrik op.

Herefter gik det tilbage til Hans der i mellemtiden havde fået et par sortænder og endnu en edderfugl, så der havde da været liv inde ved ham.
Efter jeg kom tilbage døde trækket helt, hvorefter vi valgte at pakke sammen for at drage mod land, efter en god dag på vandet blandt edderfugle, sortænder og havlitter.


Parade

Foto: Claus Lind Christensen