En strandjæger fødes

Af: Thorsten "Muttley" Pedersen

Mine første år som jagtinteresseret skete i en meget tidlig alder. Min bedstefar var inkarneret jæger, fisker og landmand. Han var en mand med få midler, stor stolthed og brændte for de ting han foretog sig. De første jagtture han og min far tog mig med på, var vel omkring 4 – 5 års alderen og det var specielt andejagten i strandengen der stod hans hjerte nær. Lyden af gråænderne i mørket, lugten af brakvand og køernes gumlen vil altid stå som stærke minder. Mange timer har vi brugt sammen i denne eng og den har derfor meget stor betydning for mig om end afkastet af ænder de seneste år er faldet betragteligt.
I det hele taget var han mit helt store idol, da jeg hurtigt fandt ud af at jeg interesserede mig for de samme ting som ham. Gennem årene voksede min interesse for naturen meget og jeg delte mange stunder sammen med ham. Både den traditionelle land og mark jagt og de mere våde elementer, som fiskeri ved Krik vig og fange ålekvabber ved Færgelejet til Fuur, sammen med min fætter. I det hele taget havde jeg det utrolig godt i mine bedsteforældres samvær. Det er der sikker også flere der kan nikke genkendende til.

Noget jeg husker rigtig godt tilbage fra dengang, var at man som ung purk sad på slagbænken sammen med de jægere som var fast inventar på jagten og bare sugede historier i sig. Havde dagen så givet noget vildt, så var det bare lykken.

Der gik laaaang tid førend jeg var gammel nok til at få jagttegnet. Det var en stor dag, den første dag hos jagtlæreren. Sammen med en hel flok unge, nogle var mine nære kammerater hjemmefra og andre kendte jeg så nogenlunde fra den nærliggende egn. Den lidt anspændte stemning og det at jeg nu havde muligheden for at erhverve et jagttegn, husker jeg ret godt. Vores jagtlærer blev senere også min geografilærer. Så mange timer røg med at en hel klasse kunne lave alt muligt, fordi de havde regnet ud at de bare skulle stille et jagtspørgsmål. For så var læreren og jeg fuldt beskæftiget resten af timen J Han er den dag i dag, en jeg besøger en gang imellem, da jeg altid er velkommen og der altid er nok at snakke om. En venlig nimrod som har forstået at dele ud af sin erfaring og erfaringer har han nok af.

På den tid hvor jeg begynder at tage mit jagttegn, går min bedstemor bort og 3 mdr. senere går min bedstefar desværre også bort efter længere tids kræft. En kræft som rammer hårdt og længe og som til sidst næsten tager værdigheden væk, hos den stolte mand. Det er noget der tager rigtig hårdt på mig. Jeg vidste godt det ville ske men som de fleste nok har prøvet, så er det svært at give slip på en der har betydet så meget for. Derfor er mit motto også noget han engang udtalte under en fisketur hvor det var ved at gå gruelig galt.

"Hvis vi falder i vandet, så tager vi hjem".

Ikke den mest gennemtænkte sætning men meget beskrivende for hans stolte væsen.

Men det er jo svært at bekæmpe tidens tand og det skal man heller ikke.

Indtil dette stadie vidste jeg ikke der fandtes jagt på vandet og troede faktisk ikke der var nogle som dyrkede dette. Det giver stof til eftertanke.

Efter endt jagttegn, med en lykkelig udgang, så skulle der udforskes og ting skulle læres. Som alle ved, så kan det simpelthen ikke gå stærkt og vildt nok for sig. Min onkels gård bliver da også tit besøgt, for at hjælpe med bedriften og for at skyde alt skadevoldene vildt, der er i omegnen.

Når jeg tænker på det, så må kragerne i det område have været ret skræmt. Det var i hvert fald mit primære jagtobjekt og skydefærdighederne var så som så.

Senere hen fik jeg lov til at holde bestanden af sorte fugle nede på en frilandsgrisegård. Det var en god måde at få styret lysten på og samtidig utrolig udfordrende jagtform.

Nå men det var det hersens pramjagt som dette egentlig skulle handle om og året efter jeg fik mit jagttegn, havde jeg snuset lidt rundt og hos naboen havde jeg set hvinænder der hang på krogen.

De var skudt lige nede for hvor jeg boede og når vi nu havde en jolle til at ligge, så skulle det helt sikkert prøves. Men hvad med lokkere og kamuflage? Der kom en anden onkel mig til undsætning(ja jeg kommer fra en stor familie J ). Han havde i tidernes morgen drevet jagten på fjorden og derfor havde han nogle lokkeænder til at ligge. Geværet havde han hængt på hylden da han stiftede familie og derfor fik jeg de 11 lokkeænder.

Det var store ting, for nu skulle det være. En god kammerat blev overtalt til dette dristige projekt og gennem min fars firma, skaffede vi os et par malerdragter.

Det var den 11. januar og det var rigtig koldt. Udrustet med 1 nyindkøbt pumpgun og en sprit ny Sirocco o/u og en masse forskellige patroner, skubbede vi jolle i vandet og roede 100m ud. Her smed vi de 11 hvinænder i vandet og gemte os så i den grønne pram. Det har sikkert været et kønt syn.

Hvinænderne var bestemt interesseret men slog af 50m ude og derfor fik vi heller ikke andet end en måge der troede vi var i gang med at røgte garn. Jeg kunne dog se mulighederne i dette og tog en rask beslutning. Jeg skulle have mig en jagtpram og det skulle være nu! Meeen når man kun er 17 og skal have ens forældre med på det, så er det straks en anden sag. Så jeg måtte pænt vente et års tid. Da min far havde prøvet kræfter med jagten og synes det var mere eller mindre spild af penge.

Den Blå avis flittig søgt igennem i løbet af det år. De var bare alt for dyre. Endelig var der et tilbud, der kunne bruges til noget.

Boble sælges, pæn stand, sænket bund og malet i grå hvide farver. 1600 kr.

. Det var en pris der var til at betale og en kammerat og jeg hentede den i Herning. Den gang havde jeg ikke meget erfaring i bådkøb og derfor havde jeg vel egentlig også købt den inden jeg havde nået bopælen hvor den skulle afhentes, sidst på aftenen en dag i dec.

Jeg havde godt nok lagt mærke til at bunden var hjemmelavet og at det ikke var det pæneste stykke glasfiberarbejde, jeg havde set. Men sådan er det jo når man er ung og der skal ske noget i en fart.

Godt tilfreds med handlen kørte vi til Salling igen. Hvorfor der gik næsten 14 dage inden jeg fik den i vandet, kan jeg ikke huske, men det var sikkert noget med at låne en bil, samtidig med at jeg spillede utrolig meget volleyball i weekenderne. Men det blev i hvert fald januar igen inden jeg var klar. Jeg kan huske jeg lånte min onkels traktor og vogn, for så skulle jeg ikke slæbe prammen alt for langt.

I ly af mørket blev prammen søsat nær vores engstykke, som er en stor, smuk, fladvandet vig og så måtte jeg jo trække den ud til den ø jeg ville ligge ved. Jeg vidste godt at der i området var masser af svømmeænder og en del dykænder, så det var et naturligt udgangspunkt for mig. Mens jeg vadede ud begyndte mågerne at flyve rundt om mig. En enkelt gråand skældte ud et stykke ude og lyden af hegnet, der slår gnister mod et græsstrå ramte mit øre. Udrustet med min pumpgun, skridtstøvler, tynde Deerhunter sommerbukser, kunstfiberjakke, sort hue, varmt undertøj og ikke mindst den kære malerdragt.

Den dag frøs jeg!! Efter at have trukket min boble et stykke, opdager jeg at båden er utæt. Meget utæt. Der skulle øses for hvert kvarter og jeg havde ikke tænkt så langt at jeg skulle have noget at ligge på. Efter at lokkere var langt ud, båden var lagt tilrette på lavt vand og jeg lige havde øst vand ud, så måtte jeg jo bide i det sure æble og ligge mig i bunden af båden. I 3 stive timer lå jeg i en utæt boble med temperaturen nær frysepunktet og observerede hvordan hvinænderne piskede forbi mig 70m ude uden at ænse en eneste af lokkerne. Solen var stået op og det gjorde ikke kuldefornemmelserne mindre. Mit tøj var mere end gennemblødt og jeg havde lidt svært ved at se grunden til at jeg skulle herud.

Jeg var på randen af at give op, da der ud af det kolde blå, lidt diset vejr, kom en hvinand på stive vinger ind og lagde sig mellem lokkerne. Konfus af hele situationen rejste jeg mig ikke op i første omgang. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg rejse mig og få den til at flyve eller skulle jeg….. Jeg må tilstå at jeg skød den på vandet, da jeg frøs så meget at jeg ikke var sikker på om jeg kunne følge med den i luften. Samtidig ville jeg nødig miste min første dykand.

Med et var tankerne om for kolde tæer, ingen ænder og en utæt pram væk.

Derude mellem lokkerne lå min først hvinand. Det varmede. I nogle minutter undersøgte jeg denne fugl inden kulden atter ramte mig.

Det var måske bedre at søge til land og få tørt tøj på. Så kunne den beundres igen og samtidig kunne jeg fortælle mine forældre og alle mulige andre at jeg havde nedlagt denne and. På vej ind til land fandt jeg ud af hvor meget jeg egentlig frøs. Jeg havde svært ved at holde på padlen, da jeg besluttede mig for at skyde genvej over en af de dybere huller. Jeg havde svært ved at holde om padlen og værre var at jeg skulle pi… som en sindssyg. Eftersom fingrene ikke rigtig virkede, så blev jeg nød til at flænse malerdragten og trække bukserne ned uden at lyne ned. Igen var det sikkert et kønt syn J men det rørte mig ikke rigtig. Jeg havde skudt min første hvinand.

De næste mange gange jeg drog ud, blev det højest til et par ænder men drømmen om det perfekte træk levede. Antallet af ænder var vigtigt for mig på det stadie. Det har ændret sig siden. Men hvilke dage det var. Lugten af saltvand, hvinændernes kalden og regnsporvenes lave flugt er nogle af de ting jeg husker og glædes ved når jeg er derude.

Siden hen er grejet blevet optimeret og det er oplevelserne bestemt også. Der er også blevet eksperimenteret med andre jagtformer. Pramjagten vil dog altid have en særlig plads i mit hjerte.

Derfor tager jeg også gerne nye jægere med ud, da jeg selv har erindringerne fra dengang jeg startede.

Glæden ved jagten er stadigvæk intakt og selvom jeg nu tager mange billeder under jagten, så er suset stadigvæk i mig og geværet er aldrig gemt helt væk. Knæk og bræk til jer der vil prøve jagten og til dem der i gang. Vi ses på vandet i næste sæson.