Regnspover
Af: John Ravn
Claus dejlige billede af 3 regnspover, satte gang i tankerne. Jeg har drevet jagt siden 1971, men først på falderebet lykkedes det få en "smørkande" på tasken. Det handler denne beretning om.
2. september 1991 var vi på jagt ved Nissum Inderfjord, hvor vi havde et dejligt revir. Jens Ove havde på en køretur i området opdaget en anskudt regnspove. Han havde forsøgt at få fat i den, men desværre kunne den flyve lidt væk hele tiden. Senere på dagen kørte jeg ud og snakkede med ejeren og fik lov til at gå ind og forsøge at skyde regnspoven. Efter lidt besværligheder lykkedes det og jeg havde min første regnspove. Det var dejligt at kunne udfri fuglen for eventuelle lidelser, men man drømte videre. Naturligvis ville man helst nedlægge en regnspove under "rigtige" forhold. Allerede dagen efter skulle det blive opfyldt.
Jens Ove og undertegnede sad ved vandkanten og nød det flotte vejr. Geværerne havde vi stillet ved skjulene, da vi pludselig hørte en spove tæt på. Vi røg op efter geværerne og skød begge efter spoven. Som Jens Ove har skrevet i sin dagbog; "Resultatet er der ingen grund til at spilde meget tid på. Et stille
18. september 1992, vil stå som den helt store dag med regnspover. Vejret var bare fantastisk, hvis man altså ville en tur til stranden. Ikke en vind rørte sig og solen ville inden længe skinne fra en skyfri himmel. Ikke gode betingelser for andejagt. Stedet er igen Nissum Inderfjord. En lille halvø strækker sig ud i fjorden og vi havde jagten på denne halvø. Jeg var på plads i skjulet, hunden sad ved min side og morgenlyset kom langsomt listende. Lyset afslørede lokkeænderne som var lagt ud i passende skudafstand. Men ingen ænder viste sig på fjorden. Den lokale fisker sejlede tæt forbi og jeg hilste på ham.
Solen var stået op og fjorden lå badet i lyset. Af og til kunne der være et pænt træk af bekkasiner, så jeg blev siddende for at vente på disse velsmagende fugle. Pludselig, som lyn fra en klar himmel, hang der en regnspove over skjulet. Halvautomaten røg til skulderen og sigtekornet fandt fuglen. Det var et let skud og fuglen faldt forendt i sivene bag mig. Mimer styrtede straks af sted for at apportere den forendte fugl.
Et blik udover fjorden og jeg så at skuddet at fået omkring tyve brunnakker på vingerne. Fuglene styrede lige mod mine lokkere og jeg havde slet ikke tid til at nyde synet af hunden, der stod med regnspoven i munden. En hurtig kommando og Mimer var på plads i skjulet. Få sekunder efter var brunnakkerne inde over lokkerne. Første skud sendte en fugl død ned mellem lokkerne. I andet skud faldt en fugl anskudt i vandet, men endnu en fugl, som jeg ikke havde set, var kommet i skudlinjen. Den faldt dødskudt ned mellem lokkerne tæt på den første. Nu havde jeg travlt, så hunden blev sendt ud efter fuglene og kom straks med de to døde. Mimer ledte temmelig længe efter den 3 fugl. Jeg gik langs bredden og kommandere med hunden. Men der var ingen fugl at finde. Jeg var lidt trist til mode, da jeg pludselig 50 meter væk opdagede brunnakken liste på land og videre ind i sivene. Nu var det ingen sag for Mimer at finde fugle, da den blev sat på sporet. Jeg fik med tydelighed genopfrisket den gamle regel om: At fugle der falder i vand vil søge på land og fugle der falder på land vil søge i vand.
En fantastisk ro faldt over mig. En dag hvor man ikke regner med noget, havde nu kastet 4 dejlige fugle af. Hvor er hun dog dejlig Diana – men hun var slet ikke færdig med mig endnu.
Stilheden, freden og roen, blev forstyrret af fiskerjollens rytmiske lyd. Den gamle fisker var på vej ind efter at have tømt ruserne og garnene i Inderfjorden. På vej ind ville han passere skjulet, idet sejlrenden løb få meter fra skjulet. Ofte satte han båden på land for at få en lille snak med os og det skete jævnligt, at vi fik et par skrubber til middagen. I dag slog det heller ikke fejl. Den orange fiskejolle lagde til land 50 meter fra skjulet. Jeg tog halvautomaten under armen og gik hen for at snakke med ham.
Som sædvanligt var det vældigt hyggeligt at snakke med den gamle fisker og han glædede sig oprigtigt over mit held. Han kunne fortælle mange jagthistorier fra hans unge dage, hvor han drev meget jagt på engene længere ude af fjorden. Medens vi står og snakker, ser jeg ca. 30 regnspover trækker lavt over fjorden omkring 500 meter ude. Jeg siger henkastet, at der stadigvæk er regnspover i området og peger ud mod de trækkende fugle. "Gør dig klar" siger den gamle fisker og starter med at imiterer regnspovernes lyde. Jeg har hverken før eller siden hørt noget lignende. Med småpludren og små fløjtelyde kalder han fuglene ind. På trods af den orangefarvede fiskerbåd, en hund der løber rundt og to naturelskere der står frit fremme, kommer regnspoverne ind over på stive vinger i 20 meters højde.
Regnspovernes småpludren og kalden bliver brat afbrudt af to skud fra halvautomaten. På trods af den oplagte chance falder der kun en fugl i vandet. Skuddet sender naturligvis fuglene i vild flugt ud over vandet. Men fiskeren fortsætter sit kalden og flere af fuglene vender tilbage. Desværre har jeg kun en patron tilbage og med den lykkedes det at skyde endnu en regnspove. Jeg er vildt imponeret over hans kalden og det ligger langt fra det, som jeg vil kunne præstere med mit regnspovekald. Fiskeren smiler og endnu engang får jeg historier fra hans unge dage, hvor der blev skudt rigtig mange regnspover på engene – og jeg tror ham.
Efter at fiskeren er draget væk bliver jeg siddende og nyder natursceneriet. Spovefløjt får mig til at vende mig og bagved sætter en flok spover sig i en kartoffelmark. Lumske planer bliver lagt, det vil være muligt at krybe ind på fuglene og komme til at sidde i dækning i et læhegn.
20 minutter senere er jeg på plads i hegnet. Forsigtigt kigger jeg mellem grenene, fuglene er der stadigvæk, men der er for langt ud til dem. Der er ikke andet at gøre end at vente og se, hvad der vil ske. Ventetiden bliver ikke lang idet 5-6 spover kommer glidende ind fra højre. Fuglene passerer på flotteste skudhold og nu lykkedes doublen. Skuddene får naturligvis de andre regnspover til at lette, de kan ikke bestemme hvorfra skuddene er kommet og flere passerer mig på bedste skudhold. Det lykkedes mig at få en enkelt patron i kammeret i tide og endnu en regnspove må lade livet.
Efter at have beundret fuglene går jeg til skjulet. Jeg samler lokkerne ind og går tilbage til Bekkasinen (jagthytten). Roen falder over en og trætheden melder sig. Rigtig mange indtryk skal bearbejdes og jeg glæder mig til at Jens Ove og Knud skal ankomme. Sikke meget der er at fortælle.
Hvor lang tid jeg har sovet ved jeg ikke, men jeg vågner ved at jeg kan høre en regnspove kalde. Jeg springer ud af sengen og kigger ud af vinduet. En regnspove trækker ude over fjorden. Jeg griber halvautomaten og begynder fra døråbningen at kalde. Med det samme begynder regnspoven at svare. Lyden kommer tættere og tættere på. Jeg er klar som en flugtskytte, der står på spidsduestandpladsen. Et sidste kald og spoven er der. Med fløjten i munden forender regnspoven og lander næsten på trappetrinnet.
Resten af dagen er man som i et eventyrsverden. Aftentrækket er normalt med det vejr og giver ingen fugle. Men dagen efter smiler Diana til mig og endnu en regnspove må lade livet sammen med en gråand og en agerhøne.
Senere på sæsonen falder endnu en regnspove for et haglskud. Jeg har fået nogle dejlige fugle i fryseren og de bliver med stor nydelse anvendt. Hvad jeg ikke ved på det tidspunkt er, at fuglene bliver fredet i 1993 og dermed bliver der sat en stopper for en spændende jagt. – men jeg nåede det. Et emne jeg for øvrigt gerne snakker med Jens Ove om…
