Dianas hævn

Af: Jens Ove Jespersen

Hvor fanden bliver han af"? Han skulle jo have været her for 15 minutter siden.

Normalt er 15 minutter ikke noget at fare i luften over; men når det drejer sig om morgentræk på canadagæs stiller sagen sig jo ganske anderledes. Et opkald på mobilen gav ikke noget svar. Skulle man tage chancen og ringe hjem til ham? Det er altid lidt farligt at ringe på sådan et ukristeligt tidspunkt, da man kan stå med en morgensur frue i røret samtidig med at hendes mand kører ind i ens egen indkørsel - og der er jo så meget kvinder ikke forstår, som f.eks. at 15 minutter kan være så fatalt, at man er nødt til at vække hende af skønhedssøvnen.

Nå, hvo intet vover intet vinder og et øjeblik efter havde jeg en søvndrukken mandsstemme i røret:

"Ja, jeg er på vej - det satans vækkeur".

Nu var de 15 minutters forsinkelse pludselig blevet til en time - så jeg kunne lige så godt slå enden i stolen og tage en kop kaffe mere. Jeg skulle dog lige have overstået yderligere en opringning, da aftalen var, at vi skulle møde en kammerat mere på jagtområdet.

Omkring 2 timer senere var vi fremme ved jagten. Morgenkaffen i bilen og forventningen om den kommende jagt havde lettet stemningen på vej derop. Vi blev mødt af et "Go’Morn – I må hellere skynde jer lidt, da naboerne allerede har skudt en del skud". Jeg skulede over mod kammeraten, som "tilfældigvis" havde travlt med at lufte hunden – den skulle bruge bilen som skjul under jagten og skulle derfor luftes inden vi gik de 100 meter ud til stedet, hvor vi skulle sidde. Vores tredje ven havde været så flink at slæbe lokkerne derud i ventetiden, selv om han skulle sidde et helt andet sted - se det er en jagtkammerat.

Jeg kom hurtigt i malerdragten, som skulle hjælpe med camouflagen på den snedækkede mark. Vores søvnige ven gik stadig og rodede med hunden, så jeg sagde, at nu smuttede jeg – så kunne han komme så hurtigt han kunne. Jeg gik i gang med at sætte lokkerne ud med det samme. Under dette arbejde dukkede kammeraten op og efter at have lagt gevær og kaffekande fra sig ved grøften, gik han ud for at stille de sidste lokkere op – dem der var længst væk fra grøft og ikke mindst gevær!

Jeg fik mit gevær ud af hylsteret og fundet patroner frem for at blive klar – nabojægerne havde stadig ild i bøssen og jeg havde set gæs i luften flere gange, medens jeg stillede lokkere ud.

Lige her var det, at Diana ville lege med og tage hævn over kammeraten, som havde spottet hende ved at foretrække dynen frem for hendes jagt. Hun sendte 3 af de store gæs lavt lige ind mod lokkerne. "Dæk" råbte jeg medens jeg hurtig kom ned i grøften og fik fat i geværet. Kammeraten var trods alt vågen nok til bare at smide sig i sneen i sit hvide tøj og ikke forsøge at nå sit gevær. De 3 store fugle krummede vingerne, slog landings stellet ud og gled ind over lokkerne til et perfekt skud. Nu kunne vores ven så bare ligge uvirksom og nyde, hvordan den ene slog halsen om bag kroppen og gik i sneen, da den blev truffet af mit første skud. Et kort øjeblik stod tiden stille og jeg havde mest lyst til at strække hænderne i luften af glæde over mit livs første canadagås. Det ville dog være dumt, da jeg jo stod med et gevær i hånden og der stadig var 2 gæs i nærheden. Jeg fik heller ikke lov til at hvile på laurbærerne, for nu var kammeraten i hvert fald vågen: "Skyd for satan" råbte han. Det var jeg nu også klar til og nummer 2 gik lige så dødskudt, som den første, ned 10 meter fra mig.

Jeg var en stor oplevelse rigere, specielt da det som nævnt var mine første canadagæs. Desuden kom de ind til lokkerne, som jeg altid havde drømt om. Oplevelsen blev da ikke mindre ved at kammeraten lå uden gevær og så på. Havde han været oppe til tiden, havde situationen nok været en anden. Ja, jeg havde næsten lidt medlidenhed med ham; men det var nu en fin hævn fra Diana. Jeg måtte da også bore i såret flere gange ved at spørge om, hvor mange han troede vi kunne have fået i løbet af morgenen, hvis vi havde været ude til tiden.

Nå, vi fik gjort de sidste forberedelser. Kaffen blev hældt op og vi kunne nu bare begynde at vente på en eventuel ny chance. Der var pænt med gæs i området; men de ville altså sidde på en mark et godt stykke fra os, hvor gåsejægerne havde noget mere gang i den end os. I løbet af formiddagen havde vi et par flokke i nærheden uden at de ville helt ind på det tætte skudhold, som er nødvendigt ved de store fugle. Vi sad vist ikke helt rigtigt i forhold til vind og trækretning.

Efter et par timers venten var det alligevel vores tur igen. En lille klat trak mod lokkerne; men opgav i sidste øjeblik og fortsatte lige hen over hovedet på os i passende højde. 3 gæs mere gik i sneen og humøret fik en ekstra tand. Denne gang hos os begge og det var nu heller ikke så ilde.

Vi så stadig gæs; men stemningen var ret afslappet hos os med de 5 på jorden og efter lidt tid besluttede vi at holde inde. Lokkerne blev slæbt til bilen og hunden fik nu lov til at løbe med ud og hente vores udbytte – det virkede ikke som om hun var træt af det! Der kom stadig gæs ind til naboerne og de udnyttede situationerne med vekslende held, kunne vi se.

En mindeværdig formiddag var slut og det gik hjemad til en velfortjent eftermiddagssøvn – for nogen af os..