En ungjægers fortællinger 1

Af: Michael Filtenborg (MFF)

Det var en efterårsdag i sæson 2005-2006 – min 2 sæson som jæger altså bag geværet, for i hjertet har jag været jæger fra ganske ung purk. Vi (min far og jeg) havde allernådigst fået lov til at bruge en weekend på jagt, så nu skulle vi altså bare af sted! Waders, skridtstøvler, bøsser, patroner og alt det andet habengut som er nødvendigt til sådan en weekendtur blev læsset i den gamle Audi 80, nøje liste ført da hverken min far eller jeg kan huske så mange småting uden. Så var det ellers af sted.

Efter at have tilbagelagt de 175 km der er fra vores hus til vores værnhytte, påregnet en lille afstikker over Skjern Å dalen, ankommer vi til denne kære røde hytte, hvor vi følger os frie for hverdagens bekymringer. Efter endt udpakning og eftermiddagskaffe er det tid til at planlægge aftentrækket. Efter et kig ud af vinduet kan vi konstatere at vejret absolut ikke er noget at råbe hurra for til jagt. Stille vejr med høje grumsede skyer var udsigten, men vi bliver enige om at tage trækket på Sandet (et område der ligger over mod Borkhavn i Syd enden af Ringkøbing fjord). Efter et endt aftentræk uden nogen som helst mindeværdig begivenhed sidder vi trætte i hytten, i stearinlysets skær og nyder den nærmest rungende stilhed der er på Tipperhavløen.

BIPBIPBIP BIPBIPBIP, så er det tid at stå op. Jeg lister op af den varme seng for at tænde gasvarmeren og kommer så ellers hurtigt ind under dynen igen, for der er delme ikke varmt denne morgen. Men efter lidt tid er det op igen. Under morgenmaden diskuterer vi om vi nu skal tage hegnet (lang bræmme af rørskov 50 meter neden for Tipperreservatsgrænsen) eller Sandet her til morgen. Vi bliver enige om at vinden, som heldigvis er taget til i løbet af natten, tegner bedst for hegnet og dermed gæssene. Vi får hurtigt pakket bilen for vi er en smule sent på den og så går turen til Nordladen (Den nordligste af to gamle røde lader der blev brugt til opbevaring af tagrørene dengang området producerede store mængder af dem).

På vejen op til selve hegnet af de lange grusveje kan jeg høre at nogle flyttelytter, bekkasiner og en enkelt regnspove er stået tidligt op. Da vi går hen over marken følgende 50 meters linien, som markerer den zone, hvor man ikke må sidde og skyde fra, kommer der en flok Bramgæs ind over hvilket ikke er udsædvanligt da de har det med at flyve hele natten. Velankommet til hegnet viser det sig, at vi faktisk er nogen af dem der er tidligst på den, så vi kan derfor få en plads vi har gode erfaringer med. Mens vi gik turen op langs rørbræmmen var det begyndt at dryppe. Nå ja så længe det ikke er en syndflod kan jeg vel holde mine bukser tørre, tænker jeg, i det jeg konstatere at mine bukser ikke er vandtætte, og derfor vil blive gennemblødte de steder skridtstøvlerne ikke dækker.

Da vi har fået sat os til rette i rørene glider vejret fra dryppen til byger med rigtig regn, og håbet om et muligt træk af gråænder spire. Der kommer også fugle kort efter vi har sat os lige ind over min far, men han ser dem ikke selv om jeg får råbt deres position til ham, da de er lige over hovedet på ham.

Det skal vise sig at være de eneste ænder der kommer på skudhold denne mørke morgenstund, med tiltagende regn. Da det er blevet lyst er regnen igen skiftet til byger, men det er desværre af syndflodsslagsen, så mine bukser bliver nu virkelig gennemblødte og noget vand glider langs buksebenene ned i mine sokker, så de også bliver gennemblødte. Efter to meget våde og for mit vedkommende meget kolde timer på grund af kombination af vind og gennemblødte bukser samt tæer, kommer der endelig en enlig gråand som jeg bummer TO gange på! Sa…. også, får jeg presset ud gennem læberne.

Nu begynder den store oplevelsen så til gengæld for mig, for ikke nok med at gråænderne trækker hvileløst rundt ude på reservatets søer så lever regnspoverne op til deres navn, for de begynder nu at trække med regnen. I løbet af den næste timer kommer der omkring 40 lige hen over os og så mange havde jeg aldrig set samlet et sted før. Mens dette sker, kan jeg ikke lade være med at tænke på at fordoms tiders jægere, og her i blandt nogle af vores ældre jagtkammerater, ville have elsket sådant et spovetræk.

Klokken 12.30 dør alt flyve aktivitet hen undtagen gråændernes "hoppen" rundt imellem søerne inde på reservatet, men på det tidspunkt har jeg også set omkring 60 store regnspover, 4 små regnspover og et meget stort antal gråænder. Så til trods for mit våde tøj og det faktum at jeg fryser er jeg meget glad, for det er altså en speciel oplevelse at have sådan nogle smørekander inde over sig.

På vejen tilbage langs reservatgrænsen beslutter en større flok gråænder at de vil ud over reservat grænsen. Desværre får vi ikke dukket os i tide så de stiger til 45 m hvilket ikke giver de jægere der endnu sidder på deres poster megen chance for at få en gråand med hjem. En enkelt går dog lavere end resten, stadig lige på grænsen omkring 30 meter oppe, lige over en af rækkens jægere, som holder til den. Anden for hagl og den falder langt ude trods ihærdige forsøg fra såvel skytten selv som hans nabo på at få den aflivet inden den rammer jorden. Heldigvis har jægeren, der har skudt anden en god hund med, som hurtigt finder fuglen i sivene. Den letter dog, men denne gang rammer jægeren perfekt. Han kan derfor luske lidt rødøret tilbage på sin plads med sin and. Jeg var nu bare glad for, at han kunne finde anden hurtigt igen.

På vej over marken ud mod grusvejen ser vi, at én har sat et liggeskjul op og sat lokkere ud. Han anråber os og spørger om andre er ved at pakke sammen og gå tilbage, da hans kammerat er i blandt dem. Jo det er der rigtigt nok nogen der gør, kan vi svare ham. Mens vi står der og snakker får jeg øje på en MEGET våd labrador der spæner rundt ude på marken. Manden forklarer, at hun kun er ti måneder gammel, og derfor stadig tosser lidt rundt. Så en oplevelsesrig dag ved hegnet slutter med ungdommens glade "frivole" leg.

Tilbage i hytten får vi frokost og en lur inden næste aftentræk skal begynde. Det strejfer mig en enkelt gang at, vi jo så kun har et morgentræk tilbage, inden turen går hjem til hverdagens trummerum igen.