Mågen
Af: Chr. G.
I de første år på jagtens stier, blev de betrådt med stor iver. Der var mange nye ting som skulle opleves og det var utroligt, hvad man kunne overkomme. At nå et aftentræk mellem fyraften og spisetid i november, var overhovedet ikke noget problem.
Jeg havde flere gange forsøgt at lure på hvor gråænderne kom på aftentrækket .Når jeg i weekenden kom meget tidligt om morgenen, kunne der ligge mange store flokke på bestemte steder, men de var nærmest umulige at overliste. Jeg havde en tro på, at om aftenen kom de i småflokke, og ville dermed give flere chancer. Jeg fandt ret hurtigt ud af , at aftentrækket ikke foregik der, hvor jeg så dem om morgenen, men helt inde ved sivkanten.
Meteorologerne havde lovet overskyet vejr og jævn til frisk vind, så det var med at blive færdig.
På med regntøjet, ud i prammen og ned langs med sivene. Hvis man var heldig kunne der ligge et par ænder inde i sivkanten, så man skulle se sig godt for. Denne aften var der dog ingen og jeg nåede hurtigt den sivtot, hvor jeg ville afvente trækket.
Solen var gået ned, men det var begyndt at klare op, så jeg var i god tid. Faktisk var jeg i så god tid, at jeg overvejede om jeg kunne nå at sejle hen til stenene, hvor jeg normalt tog morgentrækket. Hvis der havde været fred og ro, var der måske en mulighed for, at der kunne sidde et par ænder på stenene, så jeg kravlede forsigtigt derhenad. Jeg havde ikke taget min kikkert med, da der normalt ikke er brug for den til aftentræk, så jeg kikkede bare ud gennem hullet i skærmen, mens jeg nærmede mig de første sten. Jeg er før blevet snydt af et par ænder som sad med hovedet under vingen og grangiveligt lignede et par små sten i tusmørket, men der var ingen inde under land. Jeg kunne se ud af stenrækken, at der heller ikke var nogen der, men på en af de enlige sten helt yderst, sad der en stor måge .
Jeg lå og overvejede om jeg alligevel skulle tage trækket ved stenene, da det hurtigt blev mørkt nu, og jeg havde hørt de første ænder rappe længere ude. Mens jeg lå der og kikkede, blev jeg mere opmærksom på mågen. Den sad på stenen og sov med hovedet trukket godt ned. Afstanden var omkring 100 m og det der synede mest, var den hvide, høje gump. Men der var et eller andet galt. Normalt sad der ikke måger på stenene om natten, de lå længere ude på revlerne. Jeg ærgrede mig over den manglende kikkert.
Da der ikke var andre jægere, kunne jeg jo ikke blive til grin, så jeg begyndte at kravle ud mod mågen.. Da jeg var knapt halvvejs, skrabede prammen på en sten under overfladen og med et blev mågen langhalset, endog meget langhalset. Selvom det var godt og vel halv mørkt, var jeg nu ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg havde foran mig - en grågås. Jeg havde aldrig haft chance til at skyde en gås før, så jeg måtte bare ligge helt stille.
Da den langt om længe blev lidt mere rolig, begyndte jeg at øjne muligheden. Mens jeg ventede på at den faldt helt til ro, skulle der lægges en slagplan. Som den sad på stenen, synede den godt med vandet som baggrund; men når den lettede, ville den være umulig at se med skoven på den anden side af vigen som baggrund. Det havde jeg prøvet så mange gange før, når jeg lå der på morgentræk og der pludselig kom et par ænder hvirvlende ud af skovens skygge.
Med det i baghovedet nåede jeg på skudhold, men da det var min første gås, ville jeg ikke skyde den på vandet, selvom det reelt nok var den eneste mulighed. I stedet greb jeg geværet, rettede mig op og råbte for at forskrække gåsen, så den ville stige og dermed hurtigt komme ud af skyggen. Det gjorde den bare ikke, så første skud blev sendt afsted, hvor jeg mente den måtte være. Da jeg endelig så den over skoven, var den reelt for langt væk, selvom det var i de gamle blyhaglstider. Gåsen forsvandt med en højlydt gakken ,og jeg sejlede bare hjem med en mærkelig tom fornemmelse. Så tæt på og alligevel så langt fra.
Når jeg her mange år efter tænker tilbage og lukker øjnene, kan jeg for mit indre øre tydeligt høre, hvordan den gakkende forsvandt ind over Orø. Den 4 august året efter kravlede jeg i fuldt dagslys til en enlig grågås som lå næsten samme sted. Den nåede kun et par meter op i luften, før den røg retur. Den chance skulle bare udnyttes og blev det.
