De ømme muskler. 22 oktober 2006

Af: Claus Lind Christensen

Officeren står over for den unge mand på session, hvor den unge mand kun står iført underbukser. Officeren brøler: "Soldater skal have maver som et vaskebræt, og hvad er så det?" hvorefter han prikker den unge mand i maven. Manden svarer: "Det skam er et vaskebræt, men lige nu er der en dyne i blød!"

Jeg har måske ikke ligefrem en dyne i blød, men der er dog en lille pude på vaskebrættet, og her i weekenden fik jeg erfarret, at kravlejagten på den Holbækske måde kan slide en del på "puden", det er om alle omstændigheder den fornemmelse jeg har dagen derpå, for jeg har fundet muskler jeg ikke anede jeg havde. Den Holbækske metode til kravlejagten består i at man sidder på bagen bag en skærm under kravlejagten, og prammen drives frem af et par stikkere på ca. en meter. Når man så kravler til ænderne skal "puden" klemmes lidt sammen, samtidig med at der skal tages ved stikkerne når prammen skal holdes på ret kurs, for denne dag vi var af sted blæste det ganske pænt. Per havde traditionen tro, trukket os ud til øerne i fjorden med motorbåden, hvor vi skulle på en kombineret træk og kravlejagt, alt efter hvad vejret nu ville tillade. Vinden var frisk så jeg forventede ikke så meget kravlerri fra min side, for et er at komme ind til fuglene i stille vejr, noget andet er at komme ind til fuglene når vinden vil hjælpe med at skubbe rundt.Fra motorbåden og om til det sted hvor vi skulle lægge lokkerne ud var der ca. 500 meter og her kunne vi stille og roligt stikke af sted i læ af øen, hvor vi samtidig fik et indtryk af hvad der var af fugle i området. Konstant kunne pibeændernes fløjten høres, ind imellem gakkede en gråand højt og larmende og fra tid til anden hørtes et lille forsigtigt "jææææp" fra en krikand, jo der var bestemt ænder i området. edderfuglene som også havde nattesæde i området fik vi også vækket, for pludselig lettede en flok på et par hundrede stykker, hvor en del af dem passerede ganske tæt på prammen, ja jeg overvejede faktisk at se om jeg kunne snuppe en enkelt med kolben.

Hastigt blev lokkerne lagt ud, for det var skydetid og en del af de ænder vi havde hørt tidligere var nu på vingerne. Ænderne kom dog ikke ind til lokkerne, men da det første par pibeænder smed sig 200 meter ude sendte Per mig af sted på den første kravletur. Knapt var jeg kommet af sted, før end de næste ænder kom ind i området. De landede lidt længere ude og i løbet af ingen tid, kom der mange flokke, ja pludselig var der ikke kun to ænder på vandet men nærmere 100. Dette med at der var mange ænder i luften der skulle kigges efter og at vinden gjorde det umådelig svært at holde kursen betød da også at jeg kom helt skævt ind på ænderne.
Resultatet var selvfølgelig at de lettede for langt ude.

Nå men så kunne jeg da prøve at stikke videre mod den store flok, uagtet jeg godt viste at opgaven var svær. Men jeg stikkede frem, var der stadig mange ænder i luften, det var som om at vandhullerne inde på øerne blev tømt for ænder på en gang. Med et kommer en flok ind over prammen, hvor jeg forsøger mig, men det bliver et forkølet skud. Ænderne på vandet lettede og endnu flere røg på vingerne rundt omkring, så endnu engang trak en flok ind over mig og endnu en gang blev det til et forkølet skud´, som ikke bragte en and på vandet.
Slukøret måtte jeg stikke tilbage til lokkerne, med en lektion om at når man kravler til ænder, så skal man holde fokus et sted og det er på de ænder man kravler til.

Tilbage ved lokkerne kunne Per berette, at en del ænder havde smidt sig på den anden side af øen, som han ville prøve. Kort efter han var stikket af sted, var der igen et par pibeænder på vandet 200 meter fra mig, så afsted det gik. Denne gang var der ikke fugle i luften, så mit fokus var bedre, men jeg kæmpede stadig noget med at holde prammen på ret kurs. 50 meter fra den forreste and drejede prammen da også lidt for meget for mig og væk var anden.

Lyset var nu for alvor taget til og vi kunne se, at ænderne for alvor trak over langs land nogle hundrede meter borte, hmmmmm. Valget var ikke svært de ca. 20 lokkeænder blev hevet op og vi "stikkede" af sted.Der hvor vi havde planlagt, at placere os, lå der ænder på vandet. Så ned med hovedet og fremad. Den første flok pibeænder eg kravlede til, lettede ude på 50 meter, men der var en flok lidt længere ude. Her lå der fem pibeænder og to krikænder. Krikænderne holdt, hvilket gav mig min første kravlekrikand.Herefter blev prammen placeret mellem nogle sten og lokkerne smidt ud i en fart.Nu var der lidt flere ænder omkring os, men de ville ikke ind og adskillige gange smed ænderne sig rundt om os, men de var vilde, vi kunne ikke komme til dem. Ja ofte sagde Per: "Dem der? Nej de letter om lidt, de er alt for urolige" og han fik ret, ænderne stak ofte af i løbet af ganske få minutter.

Nu kunne vi se at ænderne for alvor forsamlede sig længere nede af kysten, så endnu engang blev lokkerne hevet op og vi begav os af sted. Igen var det med vinden og jeg begyndte da også at fornemme at der var lang vej tilbage mod vinden, når den tid kom. Ænderne som lå i en temmelig stor flok kom vi ikke til, men vi kom på plads og lokkerne lagt ud.

Ænderne trak også her rundt, men de ville stadig væk ikke ind til lokkerne, hmmmmm. Bedst som jeg ligge og betragter omverdenen, kommer en krage trækkende ned langs kysten og hvis den vippede ud over vandet, så kunne den godt komme til at befinde sig i en noget farlig situation. Dog skyder jeg ikke krager på vandet hvis der er ænder i luften, og det var der for et stykke ude kom en pibeand lige mod mig. Nå nu kunne krage være krage. Kragen slog ud over vandet og var kun 15 meter fra mig, men den så ud til at blive redet af anden, men nej for 200 meter ude smed pibeanden sig, det blev kragens endelige.

Skuddet sendte en del ænder på vingerne, hvor vi i løbet af kort tid fik, krikænder, spidsænder, pibeænder og gråænder i nærheden af lokkerne, men ingen ville ind til dem. og dog. En enlig ung pibeand reagerede på mit pibeandekald og krummede vingerne. Dette gav mig and nr. to denne dag.Det skulle også blive min sidste da der stort set ikke var gang i trækket mere den dag og de få ænder der var i luften, ville ikke noget. Per stikkede noget rundt i området, for at forsøge sig på nogle af de rastende ænder. Han kom da godt nok også på skud, men det gav dog ikke ænder.

Da klokken nærmede sig middag, pakkede vi sammen og stikkede tilbage mod motorbåden, som nu efterhånden lå et par kilometer væk. Åååå der skulle slides når teknikken ikke er helt på plads, men vi kom da op til øen hvor den lå. Her lå der i øvrigt også mange ænder og de blev også prøvet, men en flok på 500 pibeænder, er ikke så nemme at have med at gøre.
Skærmen blev pillet af prammene, så der ikke var så meget modstand på det sidste stykke vej ud over åben vand, men lige idet Per runder hjørnet på øen, letter fire pibeænder lige foran ham. Da de åbenbart ikke var særlig skræmte med de sig hurtigt igen. På med skærmen igen og af sted det gik, hvilket også resulterede i at Per fik en pibeand med hjem den dag.