Troldmanden og hans lærling. En beretning om Hvinænder i læ og lu

Af: Brian Jørgensen

Jeg er ny på vandet. Ikke ny jæger – har gået på jagt i 15 år – men det er min første sæson som strand- og havjæger. Sidst på sommeren investerede jeg i en gammel Mopa II og jævnaldrende Jafi med sækfuld lokkeænder (ligeledes godt bedagede…). Læste alle bibliotekets bøger om emnet og var fyr og flamme! –Men så står man der og kigger ud over vandet…der er godt nok meget af det..! Hvordan kommer man lige i gang? Mht. motorbådsjagt var jeg heldig, at en af brugerne på strandoghavjagt.dk uploadede et billede med vildtparade på et slæbested meget tæt på, hvor Mopaen står. Nåda...! Så var det bare af sted. Diana var venlig og gav fugle på dæk allerede på første tur. Mht. trækjagten var jeg noget rådvild, men fandt så frem til hjælper-initiativet på strandoghavjagt.dk. Jeg tog kontakt til Lars Hansen, som tilbød at vi kunne mødes over en kop kaffe og snakke lidt om, hvordan man driver trækjagt. Ikke bare brugte han et par timer på at øse af sin erfaring, han tilbød også, at vi kunne tage af sted sammen en dag, når vinden var rigtig. Tænk sig. I disse for vort land så vanskelige tider, er der stadig folk, der kærer sig om andre og ikke mindst (set fra min stol) deres jagtlige udfoldelser.
Da DMI en dag lovede den vind, som Lars havde fortalt var den helt rigtige, kontaktede jeg igen Lars for at få gentaget, hvor det var jeg skulle ligge. Ønskevinden var lovet på en hverdag, så jeg nærede ingen forventninger om at Lars kunne deltage – men det kunne han! Det blev en god og lærerig tur, og det er den jeg vil berette om her.

Vi skulle mødes kl. seks. Almanakken fortalte at solen stod op omkring kl. otte, så med denne tidsplan kunne vi nå at være i stilling til gråænderne, som efter Lars’ udsagn godt kunne finde på at vise sig i området. Hvinænderne derimod ville først indlede deres aktiviteter omkring solopgang. Det blæste lidt, da vi satte prammene i, men det betød mindre; vi skulle sejle lidt og dermed ville vi komme til at ligge i læsiden af vigen, for det var her hvinænderne ville ligge. Sa…ørens! Aldrig så snart havde vi fået prammene i vandet og taget de første åretag, før manchetten på min venstre åre gik løs! Nej, nej, nej. Ikke i dag! Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Jeg måtte blot forsøge at styre den på bedste vis. Det resulterede i lidt zig-zaggen og en svagt forsinket ankomst til læsiden. Gråænderne så vi derfor ikke (hvis de havde været der), og den sneg sig vel hen mod 7.30 før jeg blev lagt til ro i prammen med en formaning om at få noget i bøssen; de første fugle kunne komme når som helst!

”Der kommer den første”, sagde Lars. Jeg kiggede over til højre, hvor han lå ca. 20 meter fra mig. Bang! Den fløj videre på tværs af lokkerne, så jeg fik også lov til at skyde forbi i hvad der ellers må betegnes som et ganske fornuftigt sideskud. Lars grinte ”det var nu en skallesluger”. Det havde jeg noteret mig. Så var vi vist begge vågne…og det sammen gjaldt nok skalleslugeren. Måger og skarv trak over os i store flokke, men endnu ingen hvinænder. Efter nogen tids forgæves spejden sagde Lars opmuntrende: ”Nu kan det ikke vare længe!”, hvorefter jeg dukkede mig lidt mere i prammen og fandt sikringen med tommelfingeren. Skam få den, der ikke var klar når de første fugle kom!

Næste fuglebevægelse var desværre fra lokkerne. Lars havde fortalt mig, at hvinænderne gerne trak langs kanten til det dybe vand, hvorfor det var her man skulle placere sine lokkere. I sin iver for at illustrere princippet for den nye pramjæger, havde han tilsyneladende placeret loddet præcis på kanten mellem det lave og det dybe, således at vinden – selvom vi lå i læ, hvor hvinænderne kom – kunne nøkke loddet ud over kanten og sende lokkerne til havs (eller…i hvert fald over mod den anden side af vigen). Under en af Lars’ udflugter for at hente sine plastikænder hjem, kom der en edderfugl og slog på lokkerne. Den var ikke synderlig generet af kæmpesvanen, der tog åretag med nogle meget pindede vinger, hvilket blev dens skæbne. Lars skød den. Pudsigt med en edderfugl, i øvrigt. Lars var ellers stoppet med at tage edderlokkere med på denne lokalitet; der kom alligevel aldrig nogen. Heldigvis var dette eksemplar mindre krævende og lod sig lokke af hvin- og gråænder.

Det var efterhånden blevet dag og helt lyst. Lars afsøgte vandet med sin kikkert og rapporterede om en flok hvinænder meget langt ude. Faktisk i vindsiden i den fjerneste del af vigen. Han forsøgte at få dem på vingerne med at skud, hvilket også lykkedes, men kun for en kort bemærkning så lagde de sig tilbage – i vindsiden. På et tidspunkt ringede Lars’ vanlige jagtmakker for at høre om slagets gang. Jeg kunne ikke høre, hvad der blev spurgt om; kun svarene. Lars fortalte ham, at vinden var rigtig. Rigtig retning, rigtig styrke – og skiftende lidt op og lidt ned, og lidt den ene retning og lidt den anden. Præcis det, der skulle til for at hvinænderne kom på vingerne…

Pludselig og ud af ingenting var der en hvinand over lokkerne. Lars råbte gæstfrit ”den ta’r du!”, hvilket jeg så gjorde. Høj puls og rystende hænder. En død hvinand mellem lokkerne! Netop som jeg åbnede min til pramjagt totalt upraktiske over og under og greb det tomme hylster løftede hvinanden hovedet. Nej! Jeg kiggede på geværet og konstaterede, at den endnu duelige patron var gledet ud af kammeret..! Jeg famlede febrilsk efter den, kunne ikke finde den, famlede så efter en anden i posen med patroner, mens jeg skelede til fuglen. Heldigvis assisterede Lars og sendte hvinanden endegyldigt til de evige læsider på kanten mellem det dybe og det lave. Samtidig fløj en anden hvinand højt over os, men uden for skudhold. Da Lars alligevel skulle ud på en af sine ture for at hente vildfarne lokkere, tilbød han at apportere min hvinand. Stor var glæden, da jeg fik fuglen ombord. Min første hvinand…og nu var trækket måske gået i gang?

Efter et par kopper kaffe og en bid brød, men fortsat uden hvinænder der ville i læ, kom endnu en edderfugl og slog på lokkerne og endte med at smide sig uden for dem. Lars, som netop havde været ude at hente lokkeænder hjem til flokken (…) og derfor var klar i ro-stilling, sagde ”nu skal du se noget sjovt!”. Han gav sig derpå til at sejle til fuglen, som var han på motorbådsjagt. Da han kom på linje med fuglen lettede den ret op i vinden, hvorpå Lars sendte to skud forbi den efterfulgt af en høj latter. Latteren registrerede jeg imidlertid kun svagt, idet fuglen kom ret mod mig i et perfekt spidsskud. Godt nok faldt den svagt af mod højre inden jeg skød, men det undskylder på ingen måde min pinlige forbier! Andet skud var helt håbløst; mindst en jafipram bag fuglen. Lars lo stadig og jeg forsøgte anstrengt at stemme i, men ærgrelsen var endog meget tæt på at tage overhånd…

Hvinænderne viste sig stadig ikke, og da Lars havde et møde lige efter frokost, pakkede vi lokkerne sammen kl. 10.30. Lars undrede sig fortsat over, at der ikke havde været fugle af betydning og måtte konkludere, at de åbenbart ikke rigtig var i området. Da jeg ikke havde noget særlig på programmet den dag, besluttede jeg mig for at efterforske vigen på gåben og med kikkert. Hva’ fan’?!? Da jeg kom helt om i vindsiden lå der flere småflokke af hvinænder! Et par dage senere var jeg igen ude at rekognoscere og kunne konstatere, at hvinænderne fortsat lå samme sted (på trods af, at vinden ikke havde skiftet retning!). Nåda. En lille uges tid efter Lars og jeg havde været ude havde jeg igen mulighed for at komme af sted. Jeg havde besluttet at søsætte jafi’en i vindsiden…hvis det var der, hvinænderne var, så var det der, jeg ville ligge! Men da jeg ankom i mørket var bølgerne store og natten sort. Så jeg besluttede mig for at lægge mig samme sted som Lars og jeg havde benyttet. Måske var forholdene normaliseret, så hvinænderne nu igen ville ligge i læ?

Jeg var klar i prammen klokken 6.55, men så nu ingen gråænder af den grund. Til gengæld opdagede jeg en halv time senere, at jeg havde fået tre ekstra lokkeænder. Jeg havde sgu da ikke lavet en kæde med tre hunner i? Men…de svømmede jo! Vente…vente…de svømmede igennem hvinænderne og ned mod gråænderne, som lå tættere på prammen. Da de var 10-15 ude satte jeg mig op og piftede. Det ændrede ikke situationen. Så sagde jeg ”HEP!” og slog på båden. –Så lettede de, men mit skud kaldte den tilbage i vandet. Den drev hurtigt væk. Skulle jeg vade eller sejle? Vade eller sejle? Øhh…kom nu…beslutning! Jeg sprang overbord og løb i astronautstil efter anden…som viste sig at være en brunnakke. Humøret var højt, og det blev ikke mindre, da tre hvinænder (rigtigt: Hvinænder!) slog på lokkerne lige omkring solopgang. Pludselig var de der, og jeg skød den ene. Ankertovet blevet revet ud af frølårene, og jeg fik roet fuglen ind. Herefter skete der ikke mere og da det begyndte at blæse mere end en letmatros som jeg syntes om, valgte jeg at pakke sammen allerede kl. 9.00. På vej hjem skulle jeg lige se, om der var hvinænder i den anden side, altså i vindsiden, af vigen. Allerede på vej derover – lige ud for en pynt som stak ud midt i vigen, som for demonstrativt at vise, at det der ”læsiden” er soooo last year – lå en stor flok hvinænder. Og helt ovre på den anden side lå der ikke mindre end tre gode flokke! Lars’ 30 år fortæller ham, at hvinænderne ligger i læ, men mine tre observationer fortæller entydigt, at de altid ligger i lu!

En stor tak til Lars for at hjælpe mig i gang! Om end assistancen reelt er uvurderlig for en newcomer som mig, så vil jeg dog forsøge at betale af på min gæld med wienerbrød og dåseøl næste gang, hvor Lars forhåbentlig ikke skal skynde sig på arbejde…