Traditioner og hård vind 1. oktober 2005

Af: Claus Lind Christensen


Som sædvanlig blev vejrudsigten fulgt nøje op til den 1. oktober, og i år stod det klart, at vejret ikke ligefrem ville blive mildt. Meteorologerne have lovet op til 11-12 ms fra syd, hvilket jeg viste ville give os adskillig mængder "bank" i prammene, da traditionen byder at min gode ven Brian og jeg mødes denne dag til trækjagt, efter havets store dykænder.
Traditioner skal ikke brydes så der blev lagt en plan, som var forsvarlig i forhold til vejret. Fredag efter arbejde kunne jeg drage af sted mod havnen, med Mopa og skydepram på slæb. Her var planen at jeg skulle møde Brian og hans kammerat Søren, der medbragte Brians store kabinebåd to pramme, den store båd var naturligvis Brian og Sørens base, men denne dag skulle den også virke som en ekstra sikkerhed i tilfælde af noget gik galt.
Fremme ved havnen havde Brian allerede fået hans båd i vandet, men han ventede stadig på prammene som Søren skulle komme med. Vi aftalte derfor at jeg skulle sejle i forvejen og finde en plads til aftens trækjagt, hvor vi også traditionen tro ville smide et par lokkere i vandet, ikke fordi vi plejede at få noget på tasken, men nærmere fordi at det var en del af traditionen.
Vinden var stadig let, men det kunne mærkes på luften at den var tiltagende, så jeg følte mig egentlig godt tilfreds med at være kommet af sted i god tid. Stedet jeg valgte for aftenes trækjagt, var en lille ø, hvor jeg før havde set gråænder ligge og raste så, mon ikke de også kunne finde på at ligge der om aftenen? Om alle omstændigheder så blev et par håndfulde lokker lagt ud og prammen sløret, hvorefter jeg kun kunne vente på a Brian og Søren dukkede op.
Bedst som jeg lå der på ryggen i prammen og slappede af, kom en fugl lavt hen over vandet lige mod mig, det var ikke en gråand og på afstand kunne jeg ikke rigtigt bedømme arten. "Anden" kom stadig ret mod lokkerne og på en afstand af 50 meter blev jeg klar over at det var en af områdets mange toppede skalleslugere. Dels var den stadig fredet og dels er den særfredet i området hvor jeg lå, så den kunne jeg kun fornøje mig over og bruges til lidt sigtetræning.
Kort efter gentog dette sig, denne gang var det bare en flok på 7 skalleslugere som kom helt ind mellem lokkerne og satte sig, hvilket betød at de kun lå ca. 10 meter fra prammen, hvilket var ganske sjovt.
Nu kom der lidt gang i gråænderne og det bekymrede mig lidt at Brian ikke var kommet frem, for hvis de første gråænder var et tegn på et tidligt træk, så ville det betyde at de ikke nåede frem i tide. Bedst som jeg lå der og funderede kom fire gode gråænder lige mod mig, men 50 meter ude drejer de af, men kommer rundt en gang mere, hvor de dog igen drejer af og forsvinder.
Kort efter høre jeg Brian og Søren lægge til på den anden side af øen og kort efter kommer det i prammen rundt om spidsen, med kurs over mod mig - det var ikke godt for en flok på 15 gråænder havde kurs lige mod mig, som da også slog af. Hurtigt kom de to andre på plads, hvorefter trækket døde ud!
Det skulle dog vise sig at det kun var for en kort stund, for efter ca. 20 minutter begyndte trækket igen og nu var der rigtig mange gråænder i luften. Her skulle jeg da også blive præsenteret for en perfekt chance, hvor fire gråænder kom højt ind over lokkerne i en højde af 20 meter. Resultatet var at jeg bommede fælt og ænderne forsvandt som et stjerneskud i mørket.
Kort efter var det igen fugle over lokkerne, hvor en fin gråand faldt for min gamle 870'er og mens jeg var ude for at hente anden, satte den næste sig mellem lokkerne kun 5 meter fra prammen - ja der var gang i trækket.
Hurtigt kom jeg tilbage til prammen, hvor jeg efter havde fået pusten pludselig bliver overrasket af at en and letter ude i kanten af lokkerne, men inden jeg for tænkt mig om er den væk i mørket. det var pokkers! Jeg bankede på prammen for at se om der var flere ænder i området og ja, endnu en and lettede, denne var dog for langt ude. For lige at være helt sikkert rejste jeg mig helt op i prammen og råbte ud i mørket. Nu kom der liv i andegården, for helt ude til højre i kanten af lokkerne lettede en større flok gråænder under højlydt protest. Afstanden bedømte jeg dog værende for lang, plus at jeg havde fået mig placeret således at der var et fyrtårn i baggrunden og selv om den var langt væk, så bevirkede dens lys at nattesynet var dårligt.
dette skulle blive enden på et intensivt aftentræk, som godt kunne have været lidt bedre hvis jeg havde placeret mig lidt bedre for lokkerne, så fyret ikke var min baggrund - det gør jeg ikke igen.

Efter trækket blev lokkerne samlet sammen og der var tid for rådslagning, for vinden var ved at tage til. Der var to muligheder enten skulle vi blive og sove hvor det var roligt og dermed skulle vi ud på en hård sejlads i morgen, da vinden forventelig ville tage til. Eller også skulle vi sejle ud til grunden med det samme mens vinde ikke var for kraftig også tage de bank det ville give i løbet af natten. Vi valgte det sidste.
Kursen blev sat og efter kort tid var vi fremme ved revet, som denne aften var meget, meget lille. Godt nok ydede den noget læ for bådene men ikke nok til at vi kunne ligge stille for natten, det ville blive en lang nat...

Men inden vi skulle sove stod den på aftensmad. Brian havde af de sidste ederfugle fra sidste år, lavet en gryderet, hvor Søren så noget skeptisk på hans tallerken, med kommentaren, nu smager det vel ikke for meget af lever. Lad mig sige det sådan, han var den der spiste mest, så skulle han være heldig at få fugle dagen efter så var vi ret sikker på at han også nok skulle få dem tilberedt når han kom hjem.

Efter maden var det tid til enkelt fra sørens gode flaske og de traditionelle historier, husker du..... eller den gang der var der........... Efter historierne var fortalt, trak jeg igen i wadersene og gik over til mig selv for at sove. Om bord i Mopaen der lå alt andet en stille, begyndte frygten at melde sig, ville jeg i det hele taget kunne sove, for rykkede ankeret sig løs kom båden løs på anden vis, ville jeg hurtigt være ud i nogle grimme bølger, for nu var vinden for alvor taget til.
Søvn blev der heller ikke meget af da jeg vågnede ustandseligt, men da uret ringede var jeg dog alligevel klar til at stå op, for nu var det den 1. oktober.

Arbejdsfordelingen var at Brian som sagt havde aftensmad med og jeg skulle derfor stå for morgenmaden. Her stod den til deres overraskelse på scambelt eeg og ristede pølser, samt yoghurt og frugt. Det er godt med en solid morgenmad inden man skal på jagt, men denne morgen skulle jeg nu have godt fat i panden da båden vippede en del.
Da bunden var lagt, blev prammen lagt for anker og Brian og jeg sejlede ud i mørket for at lægge Brians båd for svaj et godt stykke væk, hvor jeg så tog ham med tilbage i Mopaen, som skulle trækkes ud på enden af revet hvor vi lå.
Nu var det skyde tid og det begyndte at lysne og jeg havde ikke fået lokkerne på plads endnu. Det bevirkede da også at jeg ikke var klar da det første koncentrere morgen træk begyndte, hvorfor de andre skød ederfugle om ørerne på mig, mens jeg knoklede med grejet.

Jeg kom dog på plads og kort efter jag havde sat mig til rette måtte jeg også ud efter min første ederfugl, i guder hvor skulle der lægges kræfter i årerne. Nu gik det stærkt, da der nærmest konstant var fugle i luften og løbende kom der også fugle over lokkerne, hvor vi alle fik gode skudchancer, som også resulterede i at vi fik fugle på tasken.
Sådan fortsatte det en rum tid, men som det plejer så døde trækket ud, hvor det efterfølgende blev til spredte chancer, men dog flere fugle i prammen, men også forbiere, for selv om en ederfugl er stor og tung, så går det stærkt når de falder med vinden.


Makkeren på jagten

Foto: Claus Lind Christensen


Midt i det hele fik vi dog uventet besøg. Bag fra kom der hen over hovedet af mig en flok krikænder, hvor jeg dog først konstaterede at det var krikænder, da det var for sent. De vendte dog om og slog på Brians ederfuglelokkere, hvor han fik en enkelt af de små, som godt nok ikke fylder meget i forhold til ederfuglen.

Vinden var stadig hård og ind i mellem kom der også nogle gevaldige regnskyl, så var det ikke for vores gode regntøj så var vi godt nok blevet våde. Pludselig blev vinden åbenbart for hård for ankertovet på Brians båd, for med et røg Brian op som en trold af en æske og råbte, Claus ud til Mopaen nu, min båd er gået løs. Ganske rigtigt så drev båden vuggende på bølgerne mod nord. Hurtigt kom jeg også af prammen, og løb det bedste jeg havde lært hen til Mopaen der hurtigt blev startet op og ursen blev sat mod den selvstændige båd.
Båden blev hurtigt fanget ind, men problemet var at ankertovet var knækket og Brian havde ikke et ekstra anker som kunne holde båden i den vind. Brian overvejede om han skulle pakke sammen og tage ind, men inden da ville han lige se om han kunne finde ankertover der var flydende - BINGO den blev fundet og motorbåden blev endnu engang lagt for svaj, med et fromt ønske om at tovet ikke ville springe en gang til.

Dette gave os endnu en time i prammene hvor der da også faldt et par fugle inden vi kort før middag valgte at pakke sammen, for at sætte kursen mod land igen. På vejen hjem sejlede jeg forrest da jeg måske ville få chancen til at komme til et par fugle, deres motor var nemlig for stor til motorbådsjagt. En enkelt fugl fandt jeg da også og jeg fik også vist dem hvordan man i perfekt stil sejler til en ederfugl og hvordan man på en afstand af 20 meter skyder meget grundig forbi.

Dette skulle blive den sidste chance inden havnen, hvor vi hjalp hinanden med at pakke, inden vi skiltes med et på gensyn, om ikke andet så næste år den 1. oktober - traditioner skal man ikke rokke ved.


Tilfredes strandjægere med paraden

Foto: Claus Lind Christensen