Premieren 1. september 2004

Af: Claus Lind Christensen

Hele sommeren og tiden op til den 1. september havde været præget af travlhed, husbyggeri, barn nummer to og mange andre ting, som gjorde at klargøringen af grejet blev noget der meget skyndsomt blev gjort færdig de sidste to dage inden 1. september. Dette gjorde at da jeg aftenen før 1. september hvor jeg sad i min bil på vej mod Lillebælt, med Mopa og pram på slæb, sad med en lidt underlig følelse i kroppen, en følelse af at sjælen ikke var kommet med i år, men jeg glædede mig nu til at komme af sted, på trods.
Fremme ved rampen, blev Mopa og pram søsat og udstyret pakket ombord, jo rytmen med at håndtere grejet var der stadig og hurtigt var kursen sat ud over Lillebælt, hvor der efterhånden begyndte at falde ro over tankerne og det var som om at den lidt underlige følelse jeg havde i bilen begyndte at fortage sig og fokus for alvor rettede sig mod glæden ved at komme i gang med jagten igen.
Denne sæson start var henlagt til en af øerne i Lillebælt, hvor jeg havde hørt nogle rygter om at der skulle være gæs.
Vinden var denne tirsdag eftermiddag ved at være tiltagene og da jeg skulle sejle med bølgerne var det med at komme fremad i god fart, så jeg ikke skulle sejle mere end højst nødvendigt i alt for store bølger. Af sted det gik, og det gik faktisk rigtig godt, motoren spandt og Gudenåprammen var faktisk næsen oppe og plane, noget en pram der normalt drives frem med åre kun kan i tegnefilm.

Efter en halv times sejlads var jeg fremme, men blot for at konstatere at der allerede havde indfundet sig fem jægere i området og da jeg talte med en af dem kunne han oplyse at han troede at der kom yderligere to til. Her var der ikke langt til beslutning, her ville jeg ikke være for jeg gad ikke ligge et sted hvor vi skulle ligge skulder ved skulder.
Kursen blev derfor sat mod en af de andre ører som er i nærheden, hvor der nok også kunne blive en chance. Knapt havde jeg sat en ny kurs før end jeg observerede en flok store fugle helt nede ved vandet der kom lige mod mig – grågæs! Der er nu ikke noget der kan få pulsen op som disse store fugle.
Efter endnu en halv times sejlads var jeg fremme og her var der ingen pramjægere, men der var gæs – mange gæs, som dog hurtigt fortrak da jeg ankom.
Så var det blot at beslutte sig for hvor og derefter få lidt aftensmad før end jeg kunne gå til ro, mens jeg så mig lidt omkring i området kom jægeren som havde jagten på land i det område, som lå op til det område hvor jeg havde overvejet at lægge mig ud til mig. Det satte naturligvis tankerne i gang for at finde ud af hvor jeg kunne være uden at genere dem som havde jagten på land, men da han nåede frem var en af hans første bemærkninger at han syntes jeg skulle finde et andet sted at være for her havde de jagtretten! Nå, det var noget af en melding, for jeg er nu engang af den opfattelse at der altid er plads til alle hvis man i øvrigt kan tale sammen, så findes der oftest en fornuftig løsning. Jægeren her var dog ikke sådan lige til at tale, med og han gjorde da også klart at han syntes jeg skulle rykke ned til et område der lå ca. 1 km væk for de skulle altså på jagt!

Hvad gør man så med en der er så stædig? Jeg gad ikke lægge mig i området hvor de var men jeg ville heller ikke ned hvor han foreslog, så det jeg gjorde var konkret at spørge ham hvor de skulle side og så oplyste jeg at jeg i øvrigt ville placere mig i forhold til dem så de ikke generede mig og jeg ikke dem.
Herefter fandt jeg en god plads, hvor Mopaen blev lagt for svaj og den medbragte aftensmad blev fundet frem, for nu var klokken ved at være mange og jeg var nu også ved at være sulten. Efter aftensmaden blev grejet lig checket en sidste gang og ændernes trækruter blev fulgt i det svindene lys, hvor jeg blev bekræftet i at min placering nok ikke var så dårlig. Nu var det bare at få fundet soveposen frem og få nogle timers søvn.
Øjnene gled da også hurtigt i, men søvnen er nu altid lidt urolig før den første morgen og jeg vågnede mange gange i løbet af natten, specielt et par gange ved at regnen hamrede løs på kalechen. Her må jeg sige at jeg tænke en del på de jægere som lå i deres pram uden at have en lidt større båd at kravle ind, for det gav virkelig vand.

15 minutter før vækkeuret ville have rusket mig ud af posen, vågnede jeg hvor jeg besluttede mig for at stå op, da spændingen i kroppen begyndte at kunne mærkes for alvor. Lidt morgenmad blev klaret, soveposen blev pakket væk og jagttøjet blev fundet frem, nu skulle Mopaen blot trækkes væk og lokkerne lægges ud, så var det bare at vente på at det blev skydetid. Inden klokken blev skydetid fik jeg dog lejlighed for at sige godmorgen til jægerne fra aftenen før, hvor der nu kun var venlighed.
10 minutter før ”ballet” åbnede var jeg på plads i prammen, hvor sjælen nu var med i hver en ting jeg foretog mig, nu var jagtsæsonen startet. Der skulle da heller ikke gå lang tid inden de gæs begyndte at trække rundt i området og de første skud faldt, dog var det ikke mig der fik chancen, men de kom dog så tæt at jeg kunne se dem i mørket.

Efter lidt tid begyndte jeg også at se ænder, som trak forbi mig godt og vel 100 meter ude og da det skete en del gange at de kom ad samme rute begyndte jeg at overveje om jeg skulle flytte mig lidt. Midt i min tankevirksomhed, kom der dog pludselig 8 krikænder lige mod lokkerne helt nede ved vandet og i løbet af ingen tid hang de over lokkerne, hvor jeg rejste mig og skød til en and som jeg desværre ikke havde fået ordentlig hold til – forbier – nu steg ænderne som krikænder nu engang gør og her fik jeg trukket godt igennem, da en faldt tilbage på vandet forendt, årets første krikand var en realitet.
Herefter døde trækket lidt ud, men de ænder der kom fløj på den rute som jeg før havde set dem trække af og da jeg tillige opdagede at de rent faktisk trak bag om mig når de havde passeret mig, så var der ikke langt til beslutningen om at flytte – hurtigt blev de 40 lokkere samlet ind.
Efter 20 minutters halvhårdt arbejde lå jeg igen i prammen og var klar til de ænder der måtte komme til mig, men nu døde trækket ud...

Dog fløj der stadig ænder rundt i området, så et par chancer til krikænderne blev det da også til så der i alt faldt 3 krikænder for Remmingtonen denne morgen. Pibeænderne derimod ja de var tilstede og flere gange havde de også kurs med lokkerne men alle gange slog de af på en afstand af 40-50 meter - lokkerne blev rettet, prammen sløret lidt mere og prammen blev sågar også flyttet lidt, men intet hjalp de ville ikke ind.

Kl. 10 pakkede jeg grejet og gik over til den ventende Mopa som skulle ud på en lidt hård sejlads for nu var vinden kommet op på de ca. 9-10 ms.

Hjemturen tog lang tid men det foregik mod bølgerne, så der var kun et at gøre ned med farten og op med kalechen også fremad mod Jylland, med prammen springende bag Mopaen.