Tilbageblik
Af: Jens Ove Jespersen
Så er det lige før man kan skimte den nye sæson. Hvordan mon den bliver? Man kommer uvilkårligt til at tænke på sidste år. Et rimeligt middelår med mange gode oplevelser. Men der er vel altid enkelte oplevelser, der skiller sig ud mængden. Der er som sædvanligt turen til Endelave efter dykker og kaniner. Men ellers er det et par oplevelser med gæs fra den forgangne sæson, der vil ”overleve” tidens tand for mig.
Det var i starten af oktober . Jeg havde stået i regn og rusk hele formiddagen uden at have haft gæs i nærheden. Gennem regnen kunne jeg skimte flokke af gæs trækkende til ”Banken”, som ligger godt 1 km. væk. Da jeg totalt gennemblødt kom op til bilen, kunne jeg se de slog ned på en mark små 100 meter fra en af vores. Vinden var forkert til at presse dem ind over; men gæssene var meget urolige og enkelte flokke var alligevel meget lavt inde over vores. Det var fristende at gå derop; men jeg havde det problem at bondemanden tidligere var kommet til at brænde vores skjul af og skellene var typisk danske - bare lidt jord og vissent græs uden meget dækning til hund og mand og så var jeg altså bare våd.
Fra hytten, hvor jeg skiftede tøj og pakkede sammen, kunne jeg blive ved med at se gæs. Jeg måtte en tur derop. Om ikke andet, så for at se om der var mulighed for skjul, næste gang jeg var i området. Da jeg kom op til marken opdagede jeg, at i en lavning var der lidt tidsler i skellet. Et par flokke var inde over helt nede i 5 meters højde i lavningen. Jeg tog chancen. Ned på alle fire med hunden i snor. Når der ikke var fugle i luften kravlede jeg fremad. Det lykkedes mig at komme hen til tidslerne. Jeg lagde hunden ind til dem og mig selv i camouflagetøj over. Jeg havde ikke ligget mange minutter, da en flok grågæs kom lige på nærmest i jordhøjde. Da de var helt inde rejste jeg mig og der kom gang i fuglene. Første skud fik en gås til at slå en kolbøtte for at gå dødskudt ned. På vej ned ramte den en anden, der fløj lidt lavere, på vingen og slog den ud af kurs og nedad. Den kom dog hurtigt på ret køl igen. Jeg oplevede nu for første gang at skulle vente på at en gås kom ud på passende hold, før jeg kunne skyde. KLIK!! Jeg kan se mærket fra slagstiften i patronen bagefter. Den situation vil jeg huske længe, om ikke andet så for gåsen jeg ikke fik.
Mikkel og jeg ville prøve, om det var muligt stadig at få en and på engene. Det gav et par stykker, så det var OK. En anden jagtkammerat Niels var på kronvildt-pürch i nærheden i 2 dage. Han skulle overnatte hos os mellem de 2 dage for at spare kørsel. Han havde intet set til de store dyr; men bemærket et par store flokke gæs, der gik ned på en af deres marker. Han spurgte, om vi ville med efter dem, så ville han droppe kronvildtet.
Næste morgen tidligt stod vi ved en ukendt mark. Niels havde kun været der et par gange før på drivjagt. Med den hårde SV vind valgte vi at sende Mikkel i en busk i det østlige skel. Niels og jeg skulle så være i en sivgrøft i det nordlige.
Inden længe kom 4 store fugle glidende ind og satte sig. Det var traner, så der blev ikke brug for bøssen denne gang. Kort tid efter fik vi øje på en blyantstynd streg ude vest på. Det var en kæmpe flok kortnæbbede, der styrede lige på. Over marken kæntrede de i luften og i løbet af få sekunder var de nede. Et helt fantastisk syn. Desværre satte de sig i den anden ende af marken uden at ænse vores lokkere.
Hva’ nu? Vi viste, at kom der flere ville de nok gå ned hos deres levende venner. Vi sad i en godt vandfyldt, dyb grøft med en hund og Niels i pürch-sko. Vi forsøgte et skud i luften uden effekt. Så slap vi hunden, som snusede lidt rundt uden at løbe ned til gæssene, så stadig ingen reaktion. Vi besluttede, at jeg, der var i waders, så skulle kravle så langt mod vest som muligt i den vandfyldte, mudrede og sivfyldte grøft.
Henne i enden skulle jeg op på jorden. Her opdagede jeg en anden grøft der gik ned forbi gåseflokken vest for denne. Over i den og videre. Hunden løb oppe på kanten og funderede nok voldsomt over, hvad jeg egentlig havde gang i.
Jeg var fuldstændig smadret, da jeg nåede ned på højde med gæssene. Skulle man begynde at træne noget mere, som konen siger? Hunden fløjtede jeg dæk og jeg satte mig for at puste ud; men nu var det alligevel blevet gæssene for meget. Under stor larm lettede de flere 100 gæs og nu var vinden rigtig. De kom lige hen over mig 10-15 meter oppe og himlen skiftede på et øjeblik fra blå til grå. Jeg kunne have skudt fra hoften og fået gæs, men det kneb at pille enkelte fugle ud. Først da hovedflokken var trukket forbi var det muligt og dupleen var en realitet. Men flokken og larmen ca. 15-20 meter oppe har printet sig fast.
Med sådan oplevelser i bagagen kan man ikke undgå at drømme lidt om den kommende sæson. Hvis mine drømme går i opfyldelse har jeg om godt 5 måneder skudt min først canadagås. Ikke bare for at få den på ”listen”. Nej, den skal komme ind ca. 15 meter lige oppe over , så jeg kan høre drønet, når den går i jorden eller vandet.
En sneppe eller 2 ville heller ikke at være at foragte. Det har jo ikke meget med hav og strandjagt at gøre – men det er da en vadefugl.
Knæk og bræk til jer alle.
