Værnengene 18. & 19. oktober 2002

Af: Claus Lind Christensen


Så var muligheden der igen for at komme på Værnet og da vi var midt i oktober, burde pibeænderne være kommet.

Fredag lige efter arbejde blev Mopaen spændt efter bilen og hund sat ind på sin plads, hvorefter det gik mod vest mod de store vider, med de store jagtmuligheder. I ugen op til weekenden havde de kloge på vejret, lovet nordenvind om fredagen, men om lørdagen skulle den gå om i en jævn vestenvind, måske ikke det bedste, men godt nok.

Mopaen blev sat i vandet og spidsprammen blev hægtet på slæb, for jagten om lørdagen skulle foregå på Værn sand, en større sø inde midt på Værnet, hvorfor der var brug for en pram.

Jeg ankom ca. 1½ time før solnedgang, så før aftentrækket havde jeg tænkt mig at gå en lille tud efter bekkasiner, en jagtform jeg holder meget af, nok er udbyttet ikke stort, men jagten er intens og er man ikke oppe på mærkerne bliver man straffet øjeblikkeligt.

Modsat sidste gang jeg var på Værnet, hvor det på det nærmeste vrimlede bekkasiner, så havde kulden gjort noget ved bestanden, for der var noget længere mellem fuglene end sidste gang. Jeg skulle da også gå noget inden jeg fik min første chance, men i første skud var den første bekkasin leveret. Herefter fik jeg yderligere et par oplagte, som jeg ikke fik held til.

Efter traveturen var det tid for at komme i lidt mere tøj inden aftentrækket, hvorefter jeg begav mig ind på engene til et af de vandhuller jeg havde spottet under mit "tramp".
Lige som jeg begav mig af sted, så jeg at et par bekkasiner kom trækkende, og at de satte sig ude på engen mellem hvor jeg stod og det hul jeg ville side ved. Jeg begav mig derfor i retning af stedet hvor de havde sat sig, men de lettede for tidligt, men lige som de var lettet, rejste endnu en bekkasin kun 10 meter ude og denne gang koncentrerede jeg mig om skuddet, hvilket gjorde at jeg havde endnu en fugl i hånden.

Fremme ved hullet satte jeg min "flyvende" lokker op, da jeg havde en forventning om at den måske kunne hjælpe mig. I området trak der ikke så mange ænder, men efterhånden som det begyndte at blive mørkt kom der også flere ænder i luften, ikke mange, men de var der.

Pludselig i mørket hørte jeg suset af andevinger lige til venstre for mig, hvor jeg så to krikænder komme hvirvlende ned mod dammen, men lige uden for skudhold drejede de af, men kort efter hørte jeg igen ænder, hvor jeg så den ene komme tilbage, men inde jeg fik skudt var den væk igen.

Dette skulle blive aftens eneste chance, så jeg måtte gå tilbage til Mopaen, som var basen for turen, uden ænder.

Her blev gasblusset fundet frem og en den medbragte forlorne skildpadde blev varmet under streng overvågning af Malou, min hund. Efter at maden var fortæret blev soveposen og en god jagtbog fundet frem, men i guder hvor blev det koldt, og det skulle blive en nat hvor jeg flere gange vågnede fordi jeg frøs om snudeskaftet.

Da uret ringede var det bare med at komme i tøjet og det kunne kun gå for langsomt, for jeg frøs som en lille hund og jeg lovede mig selv at jeg ikke tog af sted igen, før end at jeg havde fået anskaffet mig en bedre sovepose, hvis der var frost i luften.

Af sted det gik ind over Værn sand, mod det sted som jeg havde fået anbefalet. Her blev lokkerne lagt ud og morgenmaden blev fundet frem.

Så var det skydetid, men der var ingen ænder i luften og den vind som var stillet i udsigt kom heller ikke for det lavtryk, som skulle være komet ind fra vest udeblev, så der var lagt op til en stille men flot dag.


Udsigt over lokkerne

Foto: Claus Lind Christensen


Vejret prægede dagen og jeg fik da heller ikke nogen chancer, så allerede kl. 9.00 pakkede jeg for at tage på noget mere bekkasinjagt, da min tiltro til at trækket ville komme i gang ikke var særlig stor. Men så skete det som altid sker, mens jeg var ved at pakke sløringsnet, sammen kom en hvinand lige mod lokkerne og den drejede først af lige før end den var på skudhold. Om den ville have været helt ind over lokkerne ved jeg ikke, men jeg har valgt at tro på at den om alle omstændigheder ikke ville have været kommet tæt nok på.

Efter at lokkerne var hevet op gik turen tilbage til Bork havn, hvor Mopaen blev taget op og grejet pakket.


Bork havn

Foto: Claus Lind Christensen


Foran mig lå nu de mange hektar med bekkasintramp, men situationen var den samme som om fredagen, der var langt i mellem fuglene og de få der kom for ville ikke rammes. Hunden trådte dog med et en enkelt bekkasin op og den lettede derfor langsomt og ganske tæt, så lige idet jeg skulle til at skyde nåede jeg heldigvis at tænke: "slap nu af den flyver ikke som de andre". Det hjalp, og fuglen forendte for et sikkert skud.

Længere ude på engen kom jeg til et af de få bevoksninger der er i området, som primært består af vindblæste fyr. Her sendte jeg hunden ind for jeg havde fået et tip om at der af og til godt kunne side lidt snepper i området, ikke mange, men de kunne være der. Kort efter at hunden var forsvundet, kunne jeg pludselig ikke høre den mere, så jeg gik frem for at se om jeg kunne spotte den mellem træerne - der mellem træerne kunne jeg skimte den og den stod i en stam stand. En kort kommando og den rejste, en fin sneppe som kom lige ud imod mig, hvor den efter at være kommet på åben land fløj direkte væk fra mig. Her jappede jeg det første skud af, som kun gav et hul i luften, men andet skud fik jeg mere kontrol over........... sneppe for stående hund var en realitet! Nu var det som om at morgenen med de manglende ænder fortog sig, for dette var en helt ny oplevelse for både mand og hund, en oplevelse der sent vil blive glemt.
Herefter gik det igen ud over de åbne vider, hvor jeg ikke fik flere chancer, men den friske luft fik jeg.


Kleiner på engene

Foto: Claus Lind Christensen


Tilbage ved bilen besluttede jeg mig for at prøve et sidste område inden jeg ville sætte kursen hjemad igen, og her skulle jeg ikke gå langt før end en bekkasin lettede på god hold, hvor et skud fældede fuglen. Dette skulle blive dagens sidste chance, men en dag hvor man får lov til at skyde alle tre jagtbare vadefugle på samme jagt, bliver en dag som vil indprentet i hukommelsen og ikke sådan lige glemt.


Parade

Foto: Claus Lind Christensen