Århus bugt 28. februar 2003
Af: Claus Lind Christensen
Så var det sidste dag i jagtsæsonen og der lå en mulighed for at komme af sted selv om det var fredag, så det skulle udnyttes.
I dagene forinden havde det været temmelig koldt og i nogle havne og vige havde der lagt sig is, så det ikke var muligt at sætte en båd i vandet og komme ud. Min plan var at sejle ud fra Århus havn og komme på Kalø vig, men jeg havde en mistanke til isen. Jeg ringede derfor til havnekontoret for at få en ismelding dagen dagen før jeg skulle af sted og ham jeg talte med mente at jeg sagtens kunne komme ud, men jeg skulle forventet lidt is.
Den melding var jeg ikke helt tryk ved, men jeg valgte at satse på Århus havn, men dog med en plan B i baghånden.
Da jeg så stod ved havnekajen kl. meget tidlig måtte jeg erkende at det var plan B der skulle iværksættes. For det første var is i havnen, som jeg nok lige kunne bryde igennem, men uden for havnen var der is så langt jeg kunne se i mørket og jeg ville ikke risikere at jeg kom til at hænge fast i isen.
Plan B bestod i at jeg ville køre mod syd til Norsminde, hvor der er en lille havn i udløbet fra Norsminde fjord og med det evigt strømmende vand skal der noget til inden den ville fryse til. Herfra ville jeg tage prammen på slæb ud til den vestlige del af Tunø knob hvor der er helt lavt vand og hvor der skulle være en hel del ederfugle.
Så i susende fart kom jeg til Norsminde og fik Mopa og pram sat i vandet og ud i mørket det gik. Efter 30 minutters sejlads kunne jeg se lysene på vindmøllerne der står lige nord for Tunø knob, men med GPSeren var det nu ikke noget problem at finde den lille plet med lavt vand.
I hast blev lokkerne lagt ud og mens jeg gik med lokkerne så jeg noget der kom svømmende mod mig. Faktisk troede jeg at det var ederfugle, som var i området, men jeg syntes nu at profilen var lidt mærkelig. Det viste sig også hurtigt at det bestemt ikke var fugle, men derimod sæler og de kom ganske tæt på, ja faktisk var de flere gange inde på blot 20 meter for at se hvem fredsforstyrreren var.
Langsomt tog lyset til og enkelte fugle begyndte at trække rundt i området, men der var ikke rigtig nogen der var interesseret i mine lokkere. Ja det virkede som om at hunnerne havde travlt med at komme et eller andet sted hen og det sted skulle hannerne bestemt også til, for ingen hunner fik lov til at flyve alene, de hormoner...
Sådan gik der en tid, hvor jeg nu mest havde selskab af sælerne og møllerne bag mig.
Dog var der pludselig en enkelt han, som følte sig alene og dette forsøgte han at kompensere for ved at flyve ind til mine lokkere, så her faldt dagens første and for et velplaceret skud.
Herefter gik trækket lidt i stå og der var ikke så mange fugle i luften, så jeg kunne blot lægge mig til at nyde denne sidste morgen. Men bedst som man ligger med tankerne helt oppe under skyerne, komme der endnu en gammel han ind fra siden, som jeg hastigt får holdt til, hvorefter han forender i en sky af fjer.
Nu gik trækket helt i stå og efter et par stykker mad, besluttede jeg mig for at pakke grejet for at tage en tur på motorbådsjagt da der lå en del fugle rundt om mig.
Efter at grejet var pakket, blev prammen lagt for svaj og jeg sejlede ud for at finde nogle fugle der ville holde. Dette skulle dog vise sig svært, for selv om vandet var roligt, så var de ikke til at komme i nærheden af. Hannerne tegnede generelt godt, men så snart "mor" gik på vingerne så skulle han med, for det at overlade hende til andre hanner gik jo ikke. Dog fandt jeg en enkelt "single" i form af en gammel han der lå alene, og han gjorde ikke det store væsen af at jeg kom sejlende og da han gjorde var det for sent, så dagens tredje fugl kom på hækken af Mopaen.
De næste fugle jeg kom til viste den samme nervøsitet, så jeg valgte at vende tilbage til prammen for at tage den på slæb og sejle hjemad med de tre fugle som var leveret i tre gode skud og det er vel ikke at foragte, at slutte sæsonen på den måde.